Alle gode gange tre?

Man kan sige meget om mandag 2. november 2009 – men det var ikke nogen udpræget god dag på Lolland-Falster. Vejret var skidt, vådt og blæsende. Efteråret satte hårdt ind, og de dårlige nyheder væltede ned over os.

Efter en længere periode med stigende beskæftigelse og en ordrebog, der voksede sig tyk, ramte krisen virksomheden Jupiter på Nordfalster med stor kraft mandag. 40 medarbejdere – måske flere – mister deres arbejde, fordi virksomhedens store ordrebog er blevet sat på skrump af den store kunde vindmølle-giganten General Electric. En række ordrer er blevet udskudt, og lige pludselig er der ikke meget tilbage at lave på fabrikken.

For en række af medarbejderne var det anden gang på kort tid, at de fik en fyreseddel. Flere af dem er nyansatte og kommer fra stillinger på Vestas eller Hardi, hvor de tidligere i år også blev fyret på grund af den store krise i verdensøkonomien.

En frygtelig situation for virksomheden og for de fyrede medarbejdere. De kan stille sig op i køen af arbejdsløse, der igen er begyndt at vokse. De nyeste tal viser, at ledigheden på Lolland og Falster efter en kort periode med fald igen er begyndt at stige.

Det er en bekymrende udvikling, og ifølge fagforeningen 3F bliver det endnu værre. Inden vi rammer depressionens bund skal vi fortsat huske på, at ledigheden i Guldborgsund Kommune fortsat ligger et pænt stykke under gennemsnittet for Østdanmark.

Mandagens vel nok mest uventede nyhed var dog konkursen på det nye Femern Link hotel i Sundby, tidligere kendt som Sam Hotels og før det SiDs Energicenter. Endnu et islandsk eventyr - eller luftkastel, om man vil - er nu en saga blot, og vi kan spørge os selv, om det nogensinde bliver til noget igen.

Konkurs på konkurs og ejendomshandler, der ser meget kreative ud. Islændinge med store planer og meget tomme pengekasser, når det kommer til stykket. Det er svært at forestille sig, at hotellet åbner en gang mere med en ny islænding bag roret. Medmindre, at de mange konkurser er helt efter planen for at få gælden smidt ud til højre og dermed sat prisen på de eftertragtede bygninger så langt ned, at hotellet kan drives for små midler.

Bliver det til alle gode gange tre for hotel og konferencecenteret? Vi ved det ikke, men troværdigheden omkring hoteldriften på stedet kan snart ligge på et meget lille sted.
Nej, mandag var ikke nogen god dag på Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret