Ambitiøse og engagerede unge i Guldborgsunds kulturliv

I Guldborgsund Kommune er der mange ambitiøse unge med store visioner til kulturlivet, hvilket er helt igennem fantastisk. 

Vi har i ungdomsrådet været med til at støtte en masse godekulturelle projekter, der har været til gavn for de unge i hele kommunen. I ungdomsrådet synes vi, det er vigtigt, at de unge bliver taget seriøst og har mulighed for at udfolde deres idéer, så de kan være med til at forme Guldborgsund kommunes ungdomskultur.

Desværre er der mange, der stadig ikke helt kender til ungdomskulturlivet i Guldborgsund, og det høres ofte fra folk udefra, at ”der ikke sker noget som helst på Lolland/Falster”. Dette er en ærgerlig påstand at have imod sig, i og med at der i Guldborgsund kommune altid sker der noget. Det kræver bare, at man engagerer sig i kulturlivet og selv opsøger aktiviteterne. 

Mange unge i vores kommune engagerer sig i forskellige foreninger i form af sport, teater, kunst osv. Mulighederne for at have et aktivt fritidsliv er mange. I weekenderne er der altid fest for unge +16, og der kan man altid hygge sig med sine venner og kammerater. 

Ellers er Kulturfabrikken, der er kommunens ungdomskulturhus, altid åbent for alle der ønsker at komme forbi til et spil X-boks eller bordfodbold. Man kan også bare kigge forbi og hygge sig med sine venner eller møde nogle nye mennesker. På Kulturfabrikken er der også en stor skatinghal til dem der interesserer sig for det. 

På Kulturfabrikken er der plads til alle unge, der ønsker at udfolde sig kulturelt både musikalsk og kunstnerisk, men også til de der bare mangler et sted at hænge ud. 
Hver sidste fredag i måneden afholdes der ”Free 2 Jam”, hvor scenen er til rådighed for alle dem, der ønsker at øve foran et publikum. Denne begivenhed er en succes, der tiltrækker mange mennesker, der nyder at komme forbi og lytte til noget godt amatørmusik.

Kamikaze er en kunstnerisk platform, der opholder sig på kulturfabrikken hver tirsdag. Dette er dog kun for medlemmer af ungdomsskolen, men hvis man går i ungdomsskolen og er kreativt anlagt, så er kamikaze virkelig en god fritidsinteresse. 

I ungdomsrådet støtter vi ikke kun økonomisk til diverse projekter, men også moralsk. Vi planlægger også selv diverse arrangementer for de unge i kommunen, både fester, interessearrangementer og hyggeevents, hvor vi prøver at ramme så mange som muligt. 

Som eksempel, har der været alt lige fra teaterworkshop til raveparty, legoevent og fastelavnsfest. Alle arrangementerne har været åbne for alle. 

Hvis I sidder derude og tænker: ”Hvorfor har jeg ikke hørt om disse kulturelle events?” Så tag og følg med på vores Facebooksidewww.facebook.com/guldborgsund eller søg efter ”Culthus Falster” på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret