Arbejdskraft til Guldkanten
En ledighed på nul procent, kære læser.
Det lyder som en drøm, at arbejdsløsheden kommer i bund og jobmulighederne i top. Og en ledighed tæt på nul procent på Lolland-Falster kan blive en realitet i løbet af få år, men det vil være et mareridt for vores lokale virksomheder og udviklingen i vores lokalsamfund, hvor væksten, og dermed velstanden, vil gå i stå. Derfor bliver et af de vigtigste tiltag for de kommende år at lave en klar politisk plan for at tiltrække arbejdskraft, og gerne i form af nye borgere, til Guldborgsund Kommune.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv vil ledigheden være faldet til under tre procent på Lolland-Falster i 2020. Den udvikling vil gøre det svært for private virksomheder at hyre den nødvendige arbejdskraft, når de står over for en udvidelse. Den lokale virksomhed vil derfor stå med et dilemma: Skal virksomheden droppe udvidelsen med en lavere indtjening, hårdere konkurrence og mindre glæde hos forbrugerne, eller skal virksomheden flytte til et sted, hvor det er nemmere at rekruttere?
For de fleste virksomheder peger pilen desværre på den sidste løsning. Derfor er der brug for, at vores kommuner og de større lokale virksomheder går sammen om at tiltrække den nødvendige arbejdskraft, og at der fra politisk side arbejdes på at gøre det attraktivt at etablere sin virksomhed i kommunerne.
I de seneste år har vi set brandingstrategier, der skulle stikke ind pind i hjulet på et dårligt omdømme, der var løbet løbsk. Denne form for markedsføring er generelt god for vores egn, men gavner ikke virksomhedernes akutte behov for arbejdskraft. Gennem et samarbejde mellem kommunerne og virksomhederne må der derfor laves en målrettet indsats for at rekruttere inden for de faggrupper, der efterspørges. Der skal gøres en mere effektiv indsats for at få langtidsledige flyttet til de steder, hvor der er mangel på arbejdskraft. Samtidig må kommunen generelt skabe en bedre dialog med erhvervslivet og potentielle tilflyttervirksomheder og investere i infrastrukturen, så arbejdsmarkedet bliver mere mobilt.
Ved siden af den fælles indsats fra kommuner og lokale virksomheder, må der arbejdes for at flytte flere videregående uddannelser til yderområder, så arbejdskraften bliver uddannet lokalt frem for i de større bycentre. Det kræver en grundig planlægning at flytte uddannelser for at sikre en høj kvalitet og undgå spild af ressourcer. Dog er udflytningen i den grad nødvendig for at give virksomhederne den saltvandsindsprøjtning af arbejdskraft, der skal til for at sikre vores velstand på den lange bane.
Vi ved alle, at der ikke er langt fra drøm til mareridt. Men ved en mere strategisk indsats for at tiltrække den nødvendige arbejdskraft er der mulighed for at få tendenserne til at vende. Hvis ikke Lolland-Falster kan tiltrække arbejdskraften til virksomhederne, der skaber væksten, går der for alvor hul på vores kommunale pengekasse. Vi skal gøre en ihærdig indsats for at gå imod tendenserne til centralisering, og ved at støtte vores lokale virksomheder i at finde arbejdskraften vil vi være godt på vej.
Seneste artikler
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik