Bedre og mere sammenhængende kollektiv trafik

Guldborgsund Kommune er inde i en rivende og positiv udvikling. Flere vælger at flytte fra storbyens stress og jag, og i stedet vælger at søge til Guldborgsund. Her har vi højt til himlen, mulighed for fordybelse samt masser af natur og tæt på kyst/strand. Det går sådan set rigtig godt, men sådan bliver det ikke ved med at gå – det kommer nemlig ikke af sig selv. Vi skal gøre alt hvad vi selv kan for at understøtte den positive udvikling så den kan fortsætte, men vi bliver nødt til at have kritiske øjne på hvorledes vores kommune hænger sammen, så alle dele af kommunen kan nyde godt af den øget tilflytning vi oplever. Det er som vi siger i Venstre, vigtigt at vi har en kommune i balance.

Offentliggjort Sidst opdateret

Èt af de steder hvor vi skal sætte alle kræfter ind, er ift. vores kollektive bustrafik. Det er desværre et tilbagevendende tema ved kommunalvalget, det har i hvert fald været et tema siden jeg første gang stillede op i 2009. Skiftende udvalg og byråd har gjort delvise forsøg på, at rette op på de skævheder der er og har været i betjeningen. Desværre har Movia alt for stor indflydelse på, hvorledes den enkelte servicering i den enkelte kommune skal se ud, på trods af at kommunen kommer med konkrete ønsker til forbedringer.

I marts måned flyttede jeg og min lille familie til landsbyen Ønslev ved Eskilstrup, et rigtig dejligt sted og som vi er rigtige glade for at være flyttet til. Det har dog slået mig, at der kun er busforbindelse tre gange i døgnet fra Nykøbingvej, og at der ingen busforbindelse er til/fra Eskilstrup og til Nykøbing F/Nørre Alslev. Med det nuværende sporarbejde, hvor der kun er begrænset togforbindelse til/fra Eskilstrup station, så er området efter min mening helt urimeligt dårligt dækket ind.

Togforbindelse skulle gerne blive bedre, med tiden, men hvis vi fortsat skulle kunne tiltrække tilflyttere til vores lokalområde, så er det efter min mening helt afgørende at vi får en markant bedre busforbindelse. Derfor vil jeg, hvis jeg bliver valgt til byrådet, være talsmand for at vi får igangsat et gennemgribende arbejde ift. vores kollektive trafik i Guldborgsund Kommune. For vi skal have en bedre og mere sammenhængende kollektive trafik.