Befolkning på støtten

Det kan godt være, at vi ikke kan lide at høre sandheden, men den er helt gal med udviklingen i antallet af borgere, der er på en eller anden form for offentlig forsørgelse. Både i Danmark som helhed, og i særdeleshed på Lolland og Falster.

Analyseinstituttet Epinion har for Folketidende lavet en omfattende analyse af befolkningen på Lolland-Falster. Det er skræmmende og bekymrende læsning i kortlægningen af befolkningen:

Lidt over halvdelen af befolkningen over 18 år er uden for arbejdsmarkedet forsørget af det offentlige. Det kan være SU, dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension, efterløn eller folkepension.

Epinions analyse bekræftes af en ny undersøgelse lavet af Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut KREVI. Her ligger Lolland helt i top som den kommune i landet med den højeste andel af befolkningen mellem 16 og 66 år på offentlig forsørgelse. 

Hele 26,2 procent af den del af befolkningen, der normalt er i arbejde, er på offentlig forsørgelse. Også Guldborgsund Kommune er med i top-10 af kommuner med stor andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder på støtten - nemlig 20,9 procent. Landsgennemsnittet er 17 procent af befolkningen.

Når vi oveni disse tal lægger den del af befolkningen, der modtager SU, efterløn eller folkepension, kommer vi frem til det meget skræmmende resultat, at mere end halvdelen af Lolland-Falsters befolkning er forsørget af det offentlige.

Det er med til at understrege den kolossale udfordring, begge kommuner står med at skabe en bæredygtig økonomi i fremtiden. Og måske hvorfor det kan opleves som en opgave, som kommunerne ikke kan løse alene.

Udviklingen i forholdet mellem antallet af borgere, der skal tjene pengene hjem til dem, der skal offentligt forsørges, er på landsplan ved at tippe den forkerte vej.

Om tre år er der flere borgere forsørget af det offentlige, end der er borgere, der gennem deres arbejde er med til at forsørge dem. Det siger sig selv, at sådan kan det ikke blive ved med at være.
Derfor bliver politikerne nødt til at gennemføre omfattende reformer på både førtidspensionsområdet og efterlønnen. 

Vi kan som landsdel ikke overleve og skabe bæredygtig vækst, hvis et stort flertal af befolkningen er førtidspensionister, efterlønnere og folkepensionister. Det har vi ikke råd til.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret