Bilerne ud af byen

Et af valgkampens store emner druknede en del i den lokale LF-valgkamp. Det er S-SF kravet om en såkaldt betalingsring rundt om København. Hvis du som bilist vil have din bil ind i den centrale del af hovedstaden, skal der betales for det. Formålet med betalingsringen er ganske enkelt at begrænse trafikken i byen, og samtidig hente indtægter hjem, der skal støtte den kollektive trafik. På mange måder et sympatisk forslag, men alligevel stærkt problematisk og urimeligt.

Der er for mange biler i København. Der skal gøres noget ved antallet af biler, da det i lange perioder af døgnet er stort set umuligt at komme gennem København på en rimelig tid. Derfor er det klart i Københavnernes interesse at holde “udenbys” bilister ude af byen, og tvinge dem over i den kollektive trafik. Bilisterne får en forsmag på, hvad der venter i denne uge, hvor hele den indre by er spærret af på grund af verdensmesterskaberne i cykling. De kan ikke komme ind i byen, og er tvunget til at tage toget ind til byen.
 
Betalingsringen er ikke svaret på de massive trafikproblemer i hovedstadsområdet. Det vil ramme alle pendlerne, der hver dag er dybt afhængige af at kunne køre ind til deres arbejdsplads. De vil fremover blive pålagt en skat på 11.000 kroner om året for at komme på arbejde, og det er aldeles urimeligt, og vil gå hårdt ud over mobiliteten på arbejdsmarkedet.
 
Problemet med betalingsringen er grundlæggende, at det er en uretfærdig skat. Der er ingen rimelighed i, at verdens hårdest beskattede bilister skal betale endnu mere i skat, fordi de kører ti meter på den forkerte side af en grænse. Det rammer skævt for de mennesker, der dels bor op ad ringen og dels bor uden for København og pendler ind til byen for at arbejde.

Det kan lyde tillokkende, at en ny skat på bilisterne skal sikre billigere tog og busbilletter - til gavn for alle dem, der bor indenfor betalingsringen og ikke har behov for en bil.

Mange mennesker kan ikke klare sig uden en bil i hverdagen. Bor og arbejder man i nærheden af god og nem offentlig transport går det fint. Men håndværkere med tungt værktøj eller børnefamilier, som skal aflevere og hente børn, og derefter på arbejde et andet sted kan have meget svært ved at få dagligdagen til at fungere uden fire hjul.

Der findes et gammelt politisk ordsprog fra 80´erne, og det lyder sådan: “Kommunisterne ind i bilerne - bilerne ud af byen” - det kunne vi passende skrive om til “S-SF ind i bilerne og bilerne ud af byen.”

Offentliggjort Sidst opdateret