Bittersød sygehusaftale

Så slap katten langt om længe ud af sækken, og vi har fået en politisk aftale om fremtidens sygehusstruktur i Region Sjælland.

Efter måneders lurepasseri står det nu klart, at sygehuset i Nakskov nedlægges og omdannes til et sundhedscenter, samt at syghuset i Nykøbing bliver et af fire akut-sygehuse. Det meget omtalte hovedsygehus placeres i Køge.

Det er noget af en bitter pille, der skal sluges med nedlæggelsen af Nakskov Sygehus. Det efterlader en stor gruppe af patienter på Vestlolland med en ringere sygehusbetjening i fremtiden, end de har i dag. De såkaldte kronikere, der jævnligt har brug for indlæggelse en dag eller to for at blive stabiliseret, får fremover langt til det nærmeste sygehus i Nykøbing. 

VI havde alle håbet på, at der blev taget et særligt hensyn til Lollands befolkning, men vi må konstatere, at når der skal tænkes regionalpolitisk, bliver Lollands borgere taberne og lades i stikken. Uden et sygehus og med op imod en times kørsel til akutsygeshuset i Nykøbing er det en dårlig aftale, der må og skal skabe lokale protester.

Vi har brug for et sygehus i Nakskov, og den kamp må vi kæmpe igen. Vi kan ikke undvære et sygehustilbud til Vestlollands borgere, og det skal der i den videre proces kæmpes massivt for, at der alligevel bliver.

Sygehusforliget bærer tydeligt præg af, at alt rykker nordpå, og at Region Sjælland mangler mange millioner for at kunne få sygehusbudgetterne til at hænge sammen. Derfor varsler forliget også massive besparelser på sygehusområdet de næste to år. 350 millioner kroner skal der spares gennem strukturændringer, effektiviseringer og reelle besparelser, og derfor blev det de små sygehuse i Kalundborg, Nakskov, Fakse og Ringsted, der må lade livet og omdannes til sundhedscentre.

Sygehusforliget er en bittersød pille, og den bliver for mange meget, meget svær at sluge. Overalt i regionen vil der lokalt være protester - måske med undtagelse af Køge, der fremover bliver hjemby for hovedsygehuset. Køge er den bedste af de fire placeringer set i et fremtidigt perspektiv, men det er først om ti år. 

Lige nu er det en fornyet kamp for Lollands borgere, der er på dagsordenen. Det store spørgsmål, der trænger sig på er: Vil de valgte regionsmedlemmer på Lolland-Falster støtte det indgåede sygehusforlig og dermed gå imod Lollands interesser? Noget kunne tyde på det, men den endelige politiske beslutning tages først 16. marts, og meget kan ændre sig inden da.

Offentliggjort Sidst opdateret