Bom for grænsekontrol

Den nye regering har definitivt spændt ben for en af Dansk Folkepartis mærkesager - faste kontrolposter ved de danske grænser, og den beslutning behager faktisk den tidligere regering, for nu kommer det for en dag, at ordningen var et af Dansk Folkepartis ultimative krav i forbindelse med forhandlingerne om 2020-planen for dansk økonomi.

Planen med faste kontrolposter har aldrig været EU’s livret, og den udløste da også et sandt stormvejr, da den i sin tid kom for en dag.
Derfor vækker den nye beslutning også både glæde og respekt i EU-landene, hvor alle kan færdes frit over grænserne, men hvor der dog flere steder stadig er spontante kontroller inde i land - kontroller som også har fungeret godt og som stadig vil kunne fungere herhjemme.

Mange er i dag enige om, at signalet med faste kontrolposter ved grænserne var helt forkert at sende i en tid, hvor alle er for åbne grænser.
Grænseposter som blev anbefalet af Dansk Folkeparti skulle ganske vist ikke være fast bemandede, men ligeledes benyttes til spontane told og skat-aktioner, men de kan med lige stor vægt og udbytte gennemføres inde i land, hvilket flere gange er bevist på blandt andet motorvejsstrækningen mod Sjælland.

Lykkeligvis nåede staten ikke at investere i kontrolposterne.
I Rødbyhavn og i Gedser var der brugbare bygninger og faciliteter, men med det udstyr, skat og politi i dag er forsynet med, kan der laves optimale aktioner alle steder. Her tænker vi både på uddannet personel, tjenestehunde, narkotrænede hunde og ikke mindst de mobile scannere.

Genindførelsen af grænsekontrollen var Dansk Folkepartis forudsætning for at imødekomme den daværende regerings udspil omkring efterlønnen.
Nu strides den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard så om, hvorvidt forslaget om kontrolposterne alene var støttepartiets idé eller om de samme tanker havde gehør i regeringspartierne.

Det er muntert at følge, og det er lige så muntert at følge Løkkes reaktion på de nuværende regeringspartiers brandudsalg af gode intentioner og hensigtserklæringer i valgkampen og fornemme al den blå røg, der nu - tvunget af de radikale regeringspartnere - stiger op fra det nye regeringsgrundlag og dokumenterer, at tværpolitiske samarbejder er nødvendige.

 

Offentliggjort Sidst opdateret