Bøvl med al den sne

Desperationen lyste ud af øjnene på den mormor, der i går formiddag i Nakskovs gader forsøgte at forcere de høje snebunker og snefyldte fortove med barnebaret i en barnevogn. Det var krop umuligt at komme frem og for den sags skyld tilbage.

Hvor det hidtil har været biler, busser og tog, der har været voldsomt generet af det kraftige snefald gennem mange uger, er det især nu fodgængere, cyklister og handlende, der bander sneen langt væk. Mormoren sad fast, og blev nok nødt til at opgive missionen at komme ud at handle sammen med barnebarnet. Det samme med cyklisterne, der for at komme frem måtte vove sig ud på vejbanen med risiko for styrt, og det der er værre.

Den er helt gal i vores byer, hvor sneen hober sig op i gaderne. Fordi der er ingen steder at gøre af sneen. Når vi kombinerer det med en til tider slet moral og manglende ansvarsfølelse fra hus- og butiksejere, er det meget vanskeligt at komme rundt i landsdelens byer. For mange fortove er stadig ikke blevet ryddet for sne.

Parkering er stort set umuligt og forbundet med risiko for at køre fast i snebunkerne - og det påvirker handlen i byernes butikker. Ældre og gangbesværede er tvunget til at holde sig indendøre, da de ikke kan komme frem på de snefyldte og meget glatte veje og fortove.

Det er skruen uden ende og en situation, hvor det er meget svært at pege på nogen entydig skurk.

I dagens avis appellerer den ansvarlige for snerydningen i Lolland Kommune til, at vi udviser tålmodighed. Der kommer til at gå uger, før alle veje i vores landsdel og især i byerne er ryddede, så vi kan færdes på dem uden gener. Det er især snerydningen i byområder, der giver snerydderne store problemer.

Parkerede biler gør det svært, og nogle steder nærmest umuligt at fjerne sneen, og for at fjerne sneen skal der en lastbil med, og det stopper trafikken i byen. For at undgå for store trafikgener kan kommunen vælge at fjerne sneen om aftenen og natten, men det er både dyrt og meget opslidende for medarbejderne.

Både snebudgetter og sneryddere er hårdt pressede - og især budgettet er presset helt ud over kanten og eksploderet.

Alligevel må vi alle - kommune, husejere, butiksejere og alle os andre gøre det bedre for at få gjort vores byer farbare igen. Det er især i de mindre bysamfund, at sneen hober sig op i gader og stræder. Det gør livet surt for alle, men måske er sandheden, at det må vi vænne os til. At uanset hvad kan vi ikke gøre os til herre over vejret.

Offentliggjort Sidst opdateret