Brædders store opgave

Hvad har Lars Løkke Rasmussen og John Brædder til fælles?

Ud over at de begge er politiske ledere, har de også det til fælles, at det er nu, de skal træde i karakter som politiske ledere og fornyere af dansk politik.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen satte med eftertryk et nyt politisk ministerhold, og præsenterer i dag et nyt regeringsprogram, der skal styre Danmark og danskerne helskindet gennem den alvorlige økonomiske krise, vi er ramt af.

John Brædder skal som Guldborgsunds nye borgmester stort set præstere det samme. Han har sat sit nye politiske “ministerhold” og vil i morgen efter næsten to måneder i jobbet præsentere byrådet og dermed borgerne for et omfattende oplæg til besparelser og omlægninger af kommunens økonomi.

Kommunekassen har samme problem som statskassen - at hullet er meget stort, og der mangler rigtig mange millioner kroner. Det er i sig selv usædvanligt, at man i en kommune allerede efter to måneder åbner budgettet igen for at lave det om, men Borgmester John Brædder ser ingen anden udvej.

“Rettidig omhu” kalder han det, og det har han ret i. Der mangler allerede mere end 100 millioner kroner i 2010 budgettet, og den hårde vinter har absolut ikke gjort det bedre. Udgifterne til snerydning og den efterfølgende reparation af veje slår endnu et stort millionhul i kommunekassen.

Men hvor mange millioner og på hvilke områder, der skal spares eller omlægges, ved vi først i morgen. Men det bliver ikke svært at forudse, hvilke områder, der bliver ramt.

En kommunes største udgifter findes traditionelt på tre områder: Børn (skoler og daginstitutioner), ældre og personale. Derfor er der uden tvivl lagt op til et større politisk slagsmål i byrådet og udsigt til massive borgerprotester, uanset hvad der bliver foreslået.

Regeringen har samme svære opgave. Et nyt regeringsprogram vil sætte en ny retning, men det gør det ikke alene. Økonomiske krav fra EU betyder, at der i de kommende år er udsigt til massive besparelser i den offentlige økonomi i størrelsesordenen 30 milliarder om året. Finansministeren har allerede meldt ud, at den står på nulvækst i kommunerne, og det understreger den store opgave Guldborgsunds nye borgmester står med.

Det er tvingende nødvendigt, at lave omfattende strukturelle besparelser og omlægninger i kommunens budget. Ellers ender det galt.

Offentliggjort Sidst opdateret