Bro eller tunnel?

Vi nærmer os den suverænt vigtigste beslutning i dansk transportpolitik i årtier. Skal det være en bro eller en tunnel, der skal forbinde Danmark og Tyskland som den faste forbindelse over Femern bælt? Al rationel tankegang og økonomi taler for en tunnel, mens følelserne og politikken mere taler for en bro.

Det er en svær beslutning Folketinget står overfor. Vælger de en tunnel er det et fornuftsbaseret valg, hvor hensynet til miljøet og til anlægsøkonomien vejer tungest. Vælger de en bro er det mere et følelsesbetonet valg, hvor hensynet til eftermælet og det fysiske monument vejer tungere end de rationelle argumenter.

Hvilken beslutning er den rigtige? Lige nu taler alt for en tunnelløsning, men det kan ændre sig.
Torsdag aften er det borgernes tur til at blive hørt i det spørgsmål. Ved et stort anlagt borgermøde møder transportminister Hans Christian Schmidt folket for at diskutere om det skal være bro eller tunnel. Et godt initiativ og en oplagt mulighed for at skabe øget folkelig forankring for det største anlægsprojekt i Danmark i nyere tid.

Det er et godt initiativ, og kan bidrage yderligere til den folkelige forankring af det enorme byggeprojekt.
Den faste forbindelse til Tyskland er alt andet lige en stor fordel for den fremtidige udvikling på Lolland og Falster. Befolkningen er som sådan positivt stemte overfor projektet, og kan se mange fordele. Men der er stadig et stort informationsarbejde foran både politikere som teknikere, der skal bygge tunnelen eller broen.

Vil den faste forbindelse til Tyskland være en gevinst for landsdelen med flere arbejdspladser og vækst eller vil det blot være en kort overgang med øget byggeaktivitet, der vil give landsdelen et boost. De fleste tror på den varige effekt, men det er fortsat en trossag.
Torsdag aften kan alle få mere at vide. Enten blive mere overbeviste eller blive mere i tvivl om hvad der er det rigtige. Det er dialogen, der er den vigtigste i den meget komplicerede beslutningsproces: Skal det være en bro eller tunnel? Og er den en fordel eller ulempe for Lolland-Falster med en fast forbindelse til Tyskland?

Tag godt imod transportministeren. Mød op i Lalandia og stil alle de spørgsmål, der er værd at stille. Fordi det ikke nytter noget at komme bagefter at brokke sig over, at du ikke fik noget at vide, før der blev truffet en beslutning.

 

Offentliggjort Sidst opdateret