Byg en ny bro

Hver gang man kører over Storstrømsbroen, tænker man på det samme: Gu´ved hvor længe den holder?

Broens kørebane og konstruktion opleves forfalden, betonen smuldrer og jernarmeringen er rusten. Broen er under konstant renovering og reparation, men det virker som om det er en kamp, der aldrig stopper, endsige kan vindes.

I dagens avis får vi nu første klare indikation af, at broen er i en stand, der gør det svært at se det fornuftige i at gøre den til et afgørende jernbaneknudepunkt i den kommende faste forbindelse til Tyskland. 

Broen er i så dårlig stand, at betonstykker fra broen og skærver fra jernbanen drysser ned i vandet. Det har nu fået Søfartsstyrelsen til at gribe ind med et sejladsforbud. Det er ikke længere tilladt at sejle under broen, med mindre der sker under den midterste del af broen, hvor der er buefag.

Når broen tydeligvis smuldrer, og der faktisk er udsigt til en meget omfattende reparation, hvor hele vejbanen skal udskiftes, må det sætte gang i en diskussion om fremtiden. Vi risikerer at stå med en topmoderne jernbane hele vejen fra København til Tyskland via Femernforbindelsen bortset fra strækningen hen over Storstrømsbroen, der i den sammenhæng kan beskrives som en museumsbane beregnet til veterantog.

Når det kommer trafikpolitikerne for øre, at Storstrømsbroen stand er så dårlig, at det nu er forbudt at sejle under store dele af broen, bliver de nødt til at reagere.

Det bedste vil være at bygge en ny jernbanebro over Storstrømmen. Vi er i gang med den største opgradering af jernbanen i mands minde, og derfor vil det være ualmindeligt ærgerligt, tenderende til det dumme, hvis det ender med, at den 73 år gamle Storstrømsbro ligger midt i det hele som en tilstoppet flaskehals for togtrafikken.

En ny bro vil gøre hele Femern projektet dyrere, men spørgsmålet, vi kan starte med at stille, er, om vi har råd til at lade være. Togtrafikken på Sydbanen bil blive meget mere intens med flere persontog og ikke mindst godstog, og der er en risiko for, at Storstrømsbroen ene togspor bliver en stopklods for de mange tog.

Når broen oveni er i en dårlig stand, der kræver omfattende renovering og kontinuerlig vedligeholdelse, er der meget, der tæller for en ny bro.

Det kan godt være, at broen kan holde 25 år endnu, men hvad så bagefter? Byg en ny bro og giv jernbanedriften det sidste store og nødvendige løft ind i en moderne tidsalder.

Offentliggjort Sidst opdateret