Chf - en god forretning?

 

Jeg må erkende, at jeg ikke begriber regnestykket!
At spare 50 mio. i gæld og samtidig øge gælden med 120 mio. bliver aldrig en god forretning i min verden. 
Men jeg forstod jo heller ikke, hvorfor vi overhovedet optog yderligere lån i CHF den gang i maj 2009, hvor jeg som den eneste i byrådet stemte i mod eller dengang i foråret 2011, hvor jeg som den eneste kæmpede for at vi skulle træde ud, da kursen kortvarigt var i 5,65 mod dagens kurs på 6,18.
Men det bunder nok i, at jeg i bund og grund ikke mener, at en kommune må gamble ret meget med sine investeringer, fordi den forvalter alle borgernes penge, helt ulig en privat virksomhed, hvor dårlige investeringer kun rammer ejere, som gik ind i investeringen med åbne øjne og viden om risikoen.
Desuden har en kommune en meget lang tidsramme at agere i på grund af den politiske proces og det duer ikke i et risikabelt, ustabilt og konstant ændret økonomisk marked. 
Så jeg er lykkelig over, at vi endelig er ude af vores CHF- eventyr, men jeg kommer aldrig til at se det som en god forretning.
 
Marie Louise Friderichsen,
Gruppeformand konservative,
Ryde Kirkevej 1,
4920 Søllested.

Offentliggjort Sidst opdateret