Corona-virus rammer fattigste hårdest

Derfor er det vigtigt at sikre flere penge til 3. verden

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er nok at se til for det danske sundhedsvæsen i en tid med corona-virus.

Vi håber alle, at det er stærkt nok til at klare udfordringerne.

Derfor er det helt på sin plads at give et stort skulderklap til sundhedspersonalet, der hver dag knokler.

I Danmark har vi ca. 180 sundhedspersoner pr. 10.000 borgere, og er et af de bedst dækkede lande.

Værre står det til, når virussen nu breder sig i Afrika, hvor der f.eks. I Tanzania, Etiopien og Uganda er 4-8 sundhedspersoner pr. 10.000 indbyggere.

For slet ikke at tænke på de store flygtningelejre i f.eks. Jordan, Kenya og Bangladesh. Og de uhyggeligt udsatte i Rojava og Gaza.

Det går ikke, at vi vender Afrika og verdens fattigste ryggen, selv i en situation, hvor vi har meget at se til herhjemme.

Det vil være ganske usolidarisk overfor verdens fattigste.

Men også fordi det vil ramme os dobbelt hårdt, hvis corona-virussen slår den økonomiske udvikling, der trods alt er på vej i Afrika.

Derfor var det et lys i mørket, at vi i Folketinget i sidste uge blev enige om at målrette 650 millioner kr. til indsatsen mod corona i verden fattigste lande. De vil uden tvivl gøre nytte både til en styrkelse af FNs indsats og via vore stærke NGOer i Danmark.

Det er forkert, at Danmark og andre lande har beskåret udviklingsbistanden. Og at de 650 millioner fra sidste uge tages fra udviklingsaktiviteter, der allerede var planlagt i finansloven for i år.

Udviklingsbistanden er sat ned fra 1 pct af BNI i 2000 og til 0,7 pct. af BNI i 2020.

Men politiske beslutninger kan heldigvis laves om.

Og det bør ske i så alvorlige situation som nu, ikke kun i Danmark, men i alle rige lande.

Vi har indtil nu bevilget 300 mia. kr. for at danskerne kommer rimeligt igennem corona-krisen. Så kan vi vel også finde f.eks. en enkelt ny milliard til verdens fattigste.

Corona-virussen kender ingen landegrænser.

Det bør kampen mod virussen heller ikke.