Åbenheden har åbenbart sine grænser, når det kommer til stykket. I alle festtaler bliver ønsket om åbenhed og dialog med ansatte og kunder altid hyldet og fremhævet som en bærende værdi. Men når det kommer til stykket er det ofte så som så med åbenheden.
Sådan er det også i kommunerne, hvor der ofte kommer eksempler frem, der sætter begrænsninger for åbenheden. Senest er det Guldborgsund kommunes direktion med administrerende direktør Ib Østergaard Rasmussen i spidsen, der har sat en prop i åbenheden om direktionens arbejde.
Kommunen har ellers en klart formuleret poltik for kommunikationen internt og eksternt: “Guldborgsund Kommunes kommunikation er åben, målrettet, tilgængelig og dialog-baseret, både internt og eksternt. Det gælder for alle administrative og politiske niveauer i kommunen. Åben – fordi vi som offentlig virksomhed skal kunne stå ved både beslutninger og handlinger.”
Referaterne fra direktionens møder har hidtil være frit tilgængelige på kommunens hjemmeside, og her har Folketidende i den senere tid omtalt to sager dels om et privat firma, der skulle overtage arbejdet med sygemeldinger og dels et totalt rygeforbud for alle ansatte i arbejdstiden.
Begge sager gav masser af reaktioner og politiske skrammer - og nu er begge forslag skudt ud af banen af kommunens politiske ledelse, fordi forslagene ikke havde politisk opbakning.
Reaktionen på polemikken er blevet, at direktionen har lukket for adgangen for offentligheden til at læse referaterne. I stedet for at respektere kommunens egen politik om åbenhed lukker man nu i for omverdenen. Som om der var noget af skjule, og det er for besværligt med en dialog med politikere, medarbejdere og borgere.
Sagen rejser flere principielle spørgsmål: Hvem bestemmer egentligt i Guldborgsund kommune? Er det politikerne eller er det i virkeligheden topembedsmændene?
Det virker som om embedsværket trækker i en retning med politikerne halsende efter sig. Det kan være vi tager fejl, men status er, at vi er efterladt med et billede af en direktion, der arbejder uafhængigt af det politiske niveau i kommunen. Eller måske er det omvendt.
Lad os håbe, at det er rent midlertidigt at åbenheden i direktionens arbejde er suspenderet. Alt andet vil være i strid med kommunens egen politik for åbenhed.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker