Den store hjælp

Offentliggjort Sidst opdateret

I dag er det sidste frist for at søge om at få julehjælp af ASF Dansk Folkehjælp - den danske hjælpeorganisation med hovedkvarter i Holeby. Meget tyder på, at der bliver sat ny rekord i år. Altså den form for rekord, som vi egentlig helst var foruden. Aldrig har så mange enlige forsørgere søgt om at få hjælp til at gøre julen bare en lille smule sødere for deres børn.

45.000 danske børn bor i familier, der lever under fattigdomsgrænsen, viser den seneste undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det er familier, for hvem julen sjældent er noget, man glæder sig til, men bare er noget, der skal overstås, fordi der er hverken råd til gaver eller julemad. Presset på den private julehjælp er derfor blevet historisk stort. ASF Dansk folkehjælp forventer, at 25 procent flere ansøger om julehjælp i år end sidste år. På trods af en stor indsats med at samle penge ind, er der mange fattige familier, der bliver skuffet. Der er simpelthen ikke tilstrækkeligt med penge i julehjælpskassen til at give dem en god jul.

ASF Dansk Folkehjælp yder julehjælp til enlige forsørgere, der af kommunen er blevet godkendt til at få privat julehjælp, fordi de reelt er fattige. Julehjælpen, der i 2009 gives i form af en julekurv med kolonialvarer eller et gavekort til en kolonialvarekæde samt et gavekort til en legetøjskæde og et gavekort til en sportskæde, har en samlet værdi af 1.500 kroner. Mere skal der ikke til for at hjælpe fattige familier til en god jul. Derfor skal der fra Folketidende lyde en opfordring til at støtte ASF Dansk Folkehjælp med penge til julehjælp. Vi har alle lidt at give, og det kan gøre en stor forskel hos det barn, der alligevel får lov til at opleve julestemning i hjemmet med gaver og god julemad. Vi betragter Danmark som et rigt land, og derfor kan det være svært at forstå, at der er så mange børn, der bor i familier, der lever under fattigdomsgrænsen.

Vi kan alle hjælpe, og det vil være i julens ånd, at vi, der har nok, giver til dem, der ikke har så meget. Den enlige mor på kontanthjælp, der skal forsørge to børn har også ret til en god jul. Resten af året spinkes og spares der, men lige meget hjælper det. Der er ikke penge til at holde jul. Børnene lider under fattigdommen. De får mad hver dag, men de er ramt af en relativ fattigdom, der isolerer dem socialt og giver dem en mindre god barndom. Lad os hjælpe dem, så godt vi kan.