Der er flere liv der kan reddes!
Regionsrådet ønsker at redde menneskeliv og sikre hurtig transport til en specialiseret behandlingsafdeling. Uenigheden med Sundhedsstyrelsen gælder døgnbemanding af blodpropbehandling i Roskilde. Men kunne man opnå samme effekt, altså redde endnu flere menneskeliv og sikre hurtig, specialiseret behandling, hvis man rettede sin politiske opmærksomhed mod flere områder i det regionale sundhedsvæsen? Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen udtaler i nyhederne på P4 Sjælland den 24. september, at 10-15 menneskeliv kan reddes, hvis man tilbyder akut behandling af blodpropper i Roskilde. Jeg forholder mig fuldstændig neutral i debatten om blodpropbehandling. Alle sundhedsfaglige indsatser, som redder liv, hilses velkommen fra min position. Derfor vil jeg gerne supplere med et par steder, hvor der også kan reddes liv og sikres hurtig og korrekt behandling i Region Sjælland:
Psykisk syge dør i gennemsnit 15-20 år tidligere end borgere, som ikke er ramt af psykisk sygdom. Det foruroligende er, at de ikke dør af deres psykiske sygdom. Langt de fleste dør af fysiske sygdomme, som ikke bliver behandlet. Vi har et sundhedsvæsen, som ikke i høj nok grad er i stand til at opspore og behandle fysiske sygdomme hos mennesker med en psykiatrisk diagnose. Her kan vi virkelig redde menneskeliv, hvis vi vil! Den sociale ulighed i sundhed er stigende gennem de seneste årtier. Jo længere man bevæger sig væk fra Roskilde og København og mod udkanterne af Region Sjælland, jo større er uligheden, des flere mennesker lever et kortere liv på grund af deres dårlige sundhedstilstand. I de fjerneste egne af Region Sjælland dør mennesker for tidligt af sukkersyge, lungesygdomme, alkoholmisbrug, overvægt, men selvfølgelig også af blodpropper! Med en intensiveret lokal indsats var der bestemt også en del menneskeliv at spare – og som en ekstra gevinst også kortere afstande til behandlingen! Regionsrådet har for flere år siden besluttet, at man ikke ønsker sygepleje- eller lægefagligt uddannet personale i Regionens ambulancer. Det ville ellers kunne sikre en hurtig korrekt behandling, akkurat som regionsrådsformand Steen Bach Nielsen ønsker sig for blodproppatienterne. Det ville således, ikke alene styrke blodpropbehandlingen, men også en lang række andre akutte lidelser, og som en ekstra gevinst allerede på skadestedet. Her er sandsynligvis også menneskeliv at spare!
Regionsrådets vision om at redde liv og sikre hurtig behandling er absolut prisværdig og smuk. Men skulle visionen have konsistens og troværdighed, skal det gælde flere diagnosegrupper og også omfatte en tidlig indsats. Det leder mig til at blive tænksom på, om sundhedsvæsenet i højere grad kunne indrettes meget mere til gavn for patienterne og deres sundhedstilstand og mindre til gavn for politikernes valgkamp? Har vi i virkeligheden indrettet vores regionale sundhedsvæsen godt nok? Af Kredsnæstformand Ulla Birk Johansen, Dansk Sygeplejeråd kreds Sjælland, Nørregade 11, 1., 4100 Ringsted
Seneste artikler
Tre unge sigtet i narkosag
Se dronning Mary afsløre den nye sten
Sommerferien behøver ikke sprænge budgettet: Naturen byder på billige alternativer
Dronning Mary indviede Dodekalitten: Det hedder den 12. sten
Allerede inden premieren: Revyen runder milepæl
Mest læste artikler
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Bevisførelsen er slut: Yacht-sagen går ind i afgørende fase
Nu kommenterer NFC-formand rengøringssag
Derfor flager busserne i dag
Museum i maribo åbner nyt magasin på lolland-falster