Det er ingen løsning
Næsten siden den nye EU-kommissions indsættelse, har det været kommissionens ønske at lave en lovbestemt fælles europæisk mindsteløn, og nu er forslaget blevet lagt ud til offentligt skue.
Jeg tror, at det de fleste tænker, når de hører om en fælles mindsteløn, er, at de er positivt stemte over for det. Regler for en minimumsløn gør da ikke noget ondt, da det blot sætter nogle rettigheder op for den almindelige arbejder. Når man også tænker på den problematik, vi har i EU omkring dårlige arbejds- og lønforhold, ville nogle sige, at dette forslag bare er kærkomment.
Jeg er dog ikke enig.
Jeg har siden sidste europaparlamentsvalg lagt øre til min MEP’er, Marianne Vind, der troligt har holdt hendes facebookfølgere og andre støtter underrettede omkring hendes arbejde i Europa-Parlamentet, og de sager der bliver debatteret i Bruxelles. Et af de emner, jeg oftest har hørt om, er den sag om europæisk mindsteløn, som Marianne selv er imod. Hun skriver ofte om de elementer af vores arbejdsmarked, som kan blive påvirket af sådan et forslag, som er en europæisk mindsteløn, da vores reguleringssystem inden for løn- og arbejdsforhold er så anderledes fra resten af Europa. Dette ved Marianne, da hun har haft mange år i den danske fagbevægelse.
Jeg er personlig selv tilhænger af et EU, hvor der tegnes en tydelig streg imellem, hvad medlemsstaterne selv bestemmer over, og hvad parlamentet kan beslutte. Dette mente de stiftende medlemmer af EU også, derfor skrev de en traktat, der skulle manifestere denne grænse mellem de ting EU kan bestemme og landende i unionen.
Derfor undrer det mig, at kommissionen har gjort en lovbestemt mindsteløn til så vigtig en sag for dem, da man kan læse i artikel 153 stykke 5 af EU-traktaten, at EU ikke kan bestemme over lønforhold i medlemslandene. Kommissionen sælger blot forslaget på at være en forbedring af det europæiske arbejdsforhold, så forslaget derfor ikke bliver påvirket af denne artikel.
Nogle vil måske undre sig over, at denne sag er så vigtig i mine øje, da de måske tror, at vi har en lovbestemt mindsteløn i Danmark i forvejen, og at der derfor ikke ville være noget galt ved, at vi finder en fælles for Europa.
Dette er dog ikke tilfældet. Det er vores overenskomster der bestemmer mindstelønnen på de danske arbejdspladser, og vores overenskomster revurderes jævnligt, og de bliver fundet blandt arbejdsmarkedsparter. Det er ikke politikere, som ikke er på arbejdspladserne, der bestemmer arbejdsforholdene, men de arbejdstagere og arbejdsgivere, der er på pladserne til dagligt. Derfor vil kommissions forslag virkelig forandre det danske arbejdsmarked markant, og jeg tror ikke, at det er til det bedre. Tværtimod.
Jeg forstår udmærket godt, at kommissionen ser en grund til at ændre på lønforholdene i EU, for der er alt for mange lande i Europa, hvor man kan være nødsaget til at tage to eller tre jobs bare for at få enderne til at mødes. Men at det er en fælles mindsteløn hen over Europa, som skal være løsningen, mener jeg ikke. I de lande, hvor de især har disse problemer, har de faktisk allerede en lovbestemt mindsteløn, den er bare meget lav og besluttet af politikere.
Jeg mener derfor, at disse lande, hvor lønforholdet for de almindelige arbejdere er problematiske, burde finde inspiration hos os i Danmark.
Vores unikke arbejdsmarkedsmodel, tror jeg, kan gøre meget godt i andre lande. Ikke kun her hjemme i Danmark. Når arbejdsgivere og arbejdstagere sammen beslutter, hvordan en arbejdsplads skal være, når vi taler om løn og arbejdsforhold, kan det gøre noget meget godt for et samfund og en arbejdsmodel.
Jeg mener derfor, at løsningen må være, at den danske model skal være til inspiration hos andre europæiske lande, der har problemer med arbejdsforhold, i stedet for at smide Danmark ind i en europæisk mindsteløn, som på ingen måde kan passe ind i vores samfund og arbejdsmarked.
På den måde kan Danmarks arbejdsmarked blive ved med at blomstre, og andre europæiske lande, som kan finde gode elementer i vores arbejdsmodel, kan få forbedrede forhold på arbejdspladserne.
Skrevet af:
Steffen Bjørnsgaard Bagger
Kasserer
DSU Vordingborg
Hovedgaden 2, 4270 Høng