Det klare tunnelsyn

Her har vi i alle årene talt om en bro til Tyskland som den største selvfølge. En tunnel var nærmest en umulighed, og slet ikke inde i billedet som en løsning, der var spor realistisk. I dag er vi klogere.

Femern A/S, der har ansvaret for at bygge den faste forbindelse til Tyskland, har valgt side, og gik i går ud og anbefalede en sænketunnel som den bedste og billigste løsning. Det var en melding, der skabte en vis overraskelse i både erhvervsliv og i det politiske liv.

De fleste havde stadig broen som favoritten. Nu er det tunnelen, der er den foretrukne løsning. Det er en samlet vurdering af både pris, miljøhensyn og sejladssikkerhed, der har skudt broen ned og sendt den faste Femern-forbindelse ned i dybet som en tunnelløsning. Anbefalingen fra Femern A/S er klog og rigtig. Hensynet til miljøet og til sejladssikkerheden skal veje tungt, når den politiske beslutning bliver taget. Skibstrafikken i Femern Bælt er meget intensiv, og en påsejling af broen ville være en katastrofe.

Økonomien vejer også tungt, da en tunnel er billigere at anlægge. For vores landsdel er der også en meget væsentlig grund til, at tunnelløsningen er et godt valg: Det vil give langt mere lokal beskæftigelse end et brobyggeri, og det er også en tungtvejende grund til at vælge tunnelen. Men – for der er et men. Nu har teknikerne talt. Nu er det politikernes tur, og for dem er der langt større ting på spil end de faktorer, der ligger bag teknikernes valg af en tunnel. Den politiske proces starter nu, og først til januar vil der komme en endelig udmelding fra transportministeren.

Lad os holde ministeren fast på løftet om at involvere den lokale befolkning i den endelige beslutning. Vi skal leve med og af den faste forbindelse i de næste mange år, og derfor vil vi gerne som landsdel give et kvalificeret besyv med, før der for alvor går politik i sagen.

Vi må ikke håbe, at der går meget politik i det endelige valg – at det netop bliver en politisk løsning, der tilsidesætter den fornuftsbetonede løsning anbefalet af ingeniørerne.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret