Det store fællesskab

Sommeren byder på masser af lokale arrangementer. Byfester, sommermesser, festivaler, loppemarkeder - ja, kært barn har mange navne, når lokalsamfundet går sammen om at skabe en aktivitet til gavn for det lokale fællesskab og for at tjene penge til et godt formål.

Det er på disse aktiviteter, at man kan måle styrken og den indre værdi i et lokalsamfund. Hvor stærkt er det lokale engagement og hvor langt kan det bære. Vi så det for nyligt på Nordfalster, hvor den lokale aktivitetsgruppe i Nørre Alslev havde besluttet sig for at nu skulle den årlige byfest have et boost. 

Det blev til Nordfalster Sommermesse, der over en weekend skabte rammen om et flot arrangement til glæde for både det lokale handelsliv og for mange af områdets borgere.

Vi så det samme weekend med sommermessen i Marielyst, hvor der også var masser af mennesker der bakkede op om initiativet.

Det er nødvendigt med aktiviteter, der sætter lokalområdet på landkortet og engagerer lokalbefolkningen. Uden byfesterne, sommermesserne, revyer og hvad vi ellers kalder det, var der ikke noget lokalsamfund at skrive hjem om. 

Bag det hele står en særlig menneskerace, der lever i de fleste byer på Sydhavsøerne. Ildsjæle bliver de ofte kaldt. Udtrykket dækker over de personer, som altid stiller op, når noget skal ske og sættes i værk i en by. De enten tager sig tid eller har tid til at arbejde for fællesskabet uden at de skal have noget for det.

Uden dem var der ingen aktivitet, og de er limen i lokalsamfundet. Men hvem bakker ildsjælene op? Husker vi i tilstrækkelig grad at takke dem for deres uegennyttige indsats for fællesskabet?

Svaret er nej, og det skal der hermed rådes bod på. 

Tak for indsatsen. Tak for at I gider bruge så mange timer af jeres sparsomme fritid på at knokle for alle os andre. Vi lover, at vi næste gang i endnu højere grad vil bakke jeres arbejde og aktiviteter op. 

Nå ja, hvis vi har tid og kan nå det. Vi har jo så travlt med alle vores egne ting, og skal da også have tid til at slappe af med familie og venner foran tv’et.

Selvom der stadig er mange lokale aktiviteter, er mange af dem truet af mangel på borgere, der vil arbejde frivilligt for fællesskabet. Det er en skam, og det burde vi tænke lidt over, mens vi ser Tour de France i fjernsynet

Offentliggjort Sidst opdateret