Det store pakkeræs

Offentliggjort Sidst opdateret

Alle politikere vil det samme: Skabe vækst. Den ene vækstplan efter den anden ryger gennem mediernes nyhedskværn: Det gælder om at skabe vækst for at få gang i økonomien, men mest for at vinde det kommende folketingsvalg. Venstre og Konservative blev i weekenden overhalet indenom af Socialdemokraterne og SF, der med et mulehårs forspring kom med et “bolig-udspil”, der skal tø det frosne boligmarked op. Tankevækkende er det, at udspillet fra S og SF stort set er identisk med det “bolig-udspil” regeringspartierne V og K kom med kort tid efter, og som i dag har dannet rygrad i den samlede “vækstpakke”, som regeringstoppen fremlagde på et pressemøde tidligere i dag.

Alle vil vækst og alle taler om vækst. Men er det nok at give boligmarkedet kunstigt åndedræt ved at nye boligejere kan spare cirka 23.000 kroner ved en hushandel? Et bundfrosset marked bliver ikke tøet op af de småpenge, og derfor skal der andre midler til. Der er ingen, der køber boliger så længe den økonomiske usikkerhed er stor, og mange frygter for deres job. Derfor er det svært at se, hvordan en skatterabat for en udvalgt gruppe kan sætte gang i økonomien. Lidt gang i den - måske - men slet ikke noget der rykker.

Fremrykning af offentlige investeringer er en anden mirakelløsning, der altid hives op af posen af især den venstre side af Folketinget. Det er som at tisse i bukserne, hvor det luner lige nu og her, men bliver rigtig koldt i længden på grund af den øgede gældsætning. Det løser ingen problemer, at vi øger gældsætningen ved at bruge en masse penge, vi ikke har. Der går alligevel en rum tid inden de offentlige byggerier kan komme i gang, og da er det måske alligevel for sent.

Vi har brug for vækst - ingen tvivl om det. Vi har på LF brug for flere arbejdspladser, og vi har brug for at den enkelte borger igen føler sig tryg og sikker på, at det nok skal gå. I øjeblikket træder dansk økonomi vande. Usikkerheden omkring den økonomiske situation nu og i fremtiden kombineret med stigende ledighed, faldende realløn og udsigt til endnu en recession, har fået os til at beholde pengene i banken i stedet for at forbruge dem. Vel at mærke hvis der nogen penge, vi kan sætte i banken.

Vi har brug for vækst NU - men realiteten er, at der ikke findes hurtige løsninger på de økonomiske problemer. Ikke engang et folketingsvalg kan ændre på de store økonomiske udfordringer.