Det var så det..!

Vi kunne skrive et kort til regeringen og sige tak for opmærksomheden. Det glædede os meget, at vores landsdel nød godt af regeringens politiske opmærksomhed omkring de særlige udfordringer, områderne uden for de større byer slås med til daglig.

Om end vi desværre nu må konstatere, at interessen tilsyneladende var meget kort og vist ikke stak så dybt. Udkantsdanmark blev spist af med en motorvej i Vestjylland - og det var så det! 

Nu er det ghettoerne, der skal have regeringens og statsministeren udelte opmærksomhed. Nu skal der kontant handles i forhold til problemerne i ghettoerne med masser af politi, nedrivning af boligblokke og nul-tolerance konsekvens. 

De store løfter om hjælp til landområderne lader stadig vente på sig med hensyn til indfrielse. Mens vi venter på, om der var reel vilje til handling bag de mange løfter, fortsætter serien af anslag mod livet i landområderne.

Alt for få unge på Lolland og Falster får en uddannelse efter folkeskolen. Det er op imod en fjerdedel af en ungdomsårgang, der ikke bliver uddannet. Derfor skal det at få en uddannelse understøttes på alle tænkelige måder.

Men et forslag fra undervisningsministeren vil gøre det mere vanskeligt for unge i landsdelen at tage en uddannelse.

Regeringen vil have unge under 18 år, der er i gang med at tage en ungdomsuddannelse, til selv at betale en større del af deres udgifter til offentlig transport til og fra uddannelsesstedet.

Et lovforslag lægger op til, at den maksimale daglige egenbetaling skal stige fra cirka 11 kroner til 18 kroner. På månedsbasis betyder det en øget udgift på 227 kroner for de studerende fra Lolland-Falster og i resten af landet.

Det kan godt lyde som et meget lille beløb, men for en studerende på SU er det mange penge - og kan betyde, at den sidste rest af motivation for at tage en uddannelse forsvinder som dug for solen. Når regeringen tilmed vil fjerne SU´en fra de hjemmeboende unge under 18 år rammer det ekstra hårdt på Lolland-Falster.

De to forslag er noget makværk og til skade for Lolland-Falster. Afstandene i landsdelen gør, at de fleste altid vil have langt til den nærmeste uddannelsesinstitution, og de fleste unge bor fortsat hjemme.

Det er trist, at regeringens politikere ikke har blik for, at livet på landet uden for de store byer er præget af andre grundvilkår end dem, der er gældende i København.

Offentliggjort Sidst opdateret