En hjælpende hånd

Noget af det nemmeste i tilværelsen er at brokke sig. Vi møder brok hver dag, og letkøbt kritik af at noget ikke fungerer, eller er ordnet.

I disse dage brokker vi os hele tiden over den manglende eller mangelfulde snerydning. Der er ikke grænser for brokken, og det bliver hele tiden konkluderet, at det var meget bedre i gamle dage før kommunesammenlægningen.

Heldigvis er der også andre borgere, der bruger tiden mere konstruktivt og gør i stedet, hvad de kan for at hjælpe andre mennesker. Midt i den koldeste vinter i mands minde trives de varme hjerter, og hjælpsomhed er igen kommet på mode.

I den seneste tid har avisen været fyldt med gode eksempler på borgere, der har taget initiativ til at hjælpe andre mennesker med det, vi nu lige kan hjælpe med.

Det er alt lige fra en støttende hånd, når et glat fortov skal forceres, til rydning af en hel villavej med håndkraft. Fastkørte biler hjælpes fri af andre bilister eller den lokale landmand med traktoren.
Alle bidrag er værdifulde uanset størrelsen af indsatsen, og det er tydeligt, at hjælpsomheden i den grad bliver værdsat.

Rapporterne fra det bornholmske snekaos er gennemgående præget af en stor vilje og lyst til at hjælpe - vel at mærke ikke for egen vindings skyld, men fordi det kan gavne og glæde andre mennesker. Sådan er det også på Lolland og Falster, hvor den gamle dyd hjælpsomhed har fået en renæssance.

Vi har fået megen sne denne vinter, og der ligger meget sne på veje og fortove. Snerydningsmandskabet arbejder på højtryk for at fjerne de enorme mængder af sne, men det tager tid, og det koster ustyrligt mange penge. Normalt forventer vi, at kommunen klarer det hele - at vores skattebetaling er en fribillet til, at alt besværligt bliver ordnet for os.

Selvfølgelig skal kommunen rydde veje for sne, og det skal ske ordentligt og hurtigt. Og det kunne sikkert være bedre, hvis kommunerne havde flere penge. Men det fritager os ikke for et personligt ansvar til at yde den hjælp, vi kan bidrage med. Det er der heldigvis mange, der gør. Måske vi er heldige, at vinterens udfordringer skaber et større lokalt sammenhold.

Vi har fået noget at være sammen om, og vi har fundet ud af, at vi kan hjælpe hinanden med at gøre vores lokalsamfund til et bedre sted at bo og leve. Og det er ikke noget, vi skal brokke os over.

Deltag i debatten med chefredaktør Søren Knudsen på Facebook - KLIK HER

Offentliggjort Sidst opdateret