En industriel katastrofe

Offentliggjort Sidst opdateret

Vestas Blades lukker sin fabrik i Nakskov og tre andre fabrikker i Danmark og en i Sverige. Det er intet mindre end en national, industriel katastrofe, og Lolland-Falster især og Vestlolland specifikt har grund til at gå i sort. Det er en forfærdende nyhed, som fra nu af og i lang tid fremover vil give dybe rystelser i lokalsamfundet.

Skeptikerne havde naturligvis forudset, at det måtte ske. De kan nu bryste sig med deres sædvanlige parole: Hvad sagde vi?

Omvendt har hele egnen grund til at glæde sig over de mange år, hvor det gik godt med produktionen af vindmøller.

Lukningen af fabrikken i Nakskov kan meget vel blive starten på en ny stor nedtur, som den i sin tid blev oplevet, da byens hæderkronede skibsværft måtte dreje nøglen. Det får vidtrækkende konsekvenser både i det lokale erhvervs- og handelsliv men i særlig høj grad for de mange, som nu kommer til at gå ledige.

Specielt Vestlolland har ikke brug for højere ledighedstal.

Historien har det med at gå i ring, og der er hurtigst muligt brug for en bredt sammensat tænketank, som kan finde erstatningsarbejdspladser.

Det er langtfra nok nu at satse helt og fuldt på etableringen af den faste forbindelse, selv om virksomhedens rammer i Nakskov sandsynligvis vil egne sig fortrinligt til at producere betonelementer i stedet for fiberkonstruktioner.

Da Vestas i sin tid etablerede sig i Nakskov byggede man virksomheden som en visionsfabrik. Den mest moderne af alle. Vestas Blades i Nakskov har gennem tiderne været ramt af både op- og nedture. Der har været fyringsrunder og ansatte har været sendt på arbejdsfordeling. Det hører med, når en virksomhed skal justere sin produktion efter afsætningen.

Vestas er i dag verdens største vindmølleproducent, men virksomhedens investeringer i arbejdspladser i Danmark er på ingen måde blevet belønnet af regeringen, og i dag er det billigere for Vestas at producere en vindmølle i Spanien og sende den til Sverige, end det er at sende den ud af Danmark. Det er mere end tankevækkende.

Tankevækkende er det også at der ikke i Skandinavien har været en langt større afsætning på Vestas-producerede møller.

Det er uundgåeligt at et vist mismod vil brede sig i den kommende tid, men lad ikke mismodet få overtaget. Netop nu bliver der brug for alle kreative hjerner til at udtænke nye eller opsøge eksisterende erhvervsmuligheder. Og her har ikke blot kommunerne, men i særdeleshed regeringen og Folketinget et stort medansvar.