EN NESTOR ER HER IKKE MERE
Tidligere afdelingsformand for elektrikerne på Vestlolland, Eli Jensen, er her ikke mere.
Da budskabet nåede mig, forstod jeg ganske enkelt ikke, at dette sportstrænede og sundtlevende menneske, var taget af kræften. Han var om nogen min bedste ven og kammerat, selv om vi ikke overrendte hinanden. Men Eli vidste du altid, hvor du havde. 100 % loyalitet, 100 % kammeratskab og 100% tilgivelse, hvis der skulle smutte en finke af panden.
Eli var aktiv hele sit liv, til gavn for andre mennesker. Uanset om det var sport, klubben på skibsværftet, elektrikerne på Vestlolland, opbygningen af TV2 Øst eller andet som kaldte på hans varme hjerte, så var han der bare. Ikke for egen vinding, men for fællesskabets skyld. Han var og blev hele sit liv indbegrebet af en god Socialdemokrat. Så sandelig ikke ukritisk, men når beslutningen var truffet, så bakkede han fuldt op.
Hans hustru Kirsten har nøjagtigt de samme værdier, omend hun bruger sin energi på hjemmet og familien og således ikke er den udfarende. Men uden Kirstens opbakning var det aldrig gået. Eli skulle have en sikker havn og vende hjem til, for at kunne fungere.
Børnene Britt og Jens var ham til evig stolthed. Han pralede aldrig om dem, men når man spurgte ind til, hvordan de havde det, så tændte der sig et lys i hans øjne, som man aldrig glemmer. Uden at fornærme Jens, må jeg nok sige, at Britt var hans øjesten. Hun er simpelthen sin far op og ned af dage, og fører sin fars virke videre på deres egenartede og stolte facon. Gid der var mange flere af dem, som arbejder for fællesskabet og skubber egen vinding i baggrunden.
Eli sluttede sit liv på hospice i Bandholm. Og jeg ved fra Kirsten, at de ansatte efterfølgende sendte et brev til hende, hvor Eli endnu engang blev omtalt som et helt fantastisk menneske, selv når han vidste at døden var nær.
Kirsten, Britt og Jens har mistet den kæreste af alle. Men i den tomme stund og det hårde savn kan de være sikker på èen ting. Eli vil af rigtig mange blive æret.
Må du hvile i fred min kære kammerat og ven.
Med hjertelig hilsen
Bent Ottesen, Stubbe Strandvej 9, Næsby, 4900 Nakskov
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned