En prøvelsens tid

I dag sidder mange familier og puster ud efter en uge, der har budt på meget store prøvelser. Ugen igennem blev vejret dårligere og dårligere, og onsdag eftermiddag tog det magten over det meste af landsdelen.

Snefald og kraftig fygning lukkede alle de mindre veje, og mange strandede der hvor de var. De kunne ikke komme hjem, og både børn og voksne blev adskilt fra både hinanden og hjemmet. Nu var vi afhængige af hinanden og andres evne til at hjælpe os.
Elementernes rasen viser altid et samfunds evne til at holde sammen og træde i karakter, når det gælder. Denne uges voldsomme begivenheder testede det, og samlet set kan vi konstatere, at vi kan godt når vi skal.

Hjælpsomheden har været i højsædet hos alle. Vi hjalp hinanden og satte egoismen i skammekrogen. Hvad enten det var de professionelle eller det var almindelige borgere var alle parate til at yde en ekstraordinær indsats under det omfattende snekaos, der bredte sig onsdag og torsdag.

I dag siger vi tak til alle vejfolkene, politiet, Falck, Dansk Autohjælp, militæret og alle landmændene.

Vi siger tak til alle dem, der knoklede for at holde samfundet nogenlunde i gang, da denne vinters første snestorm holdt det meste af landsdelen i et jerngreb i 48 timer.
De seneste dages snevejr sætter også kommunernes snerydningsplaner under pres. Årets snerydningsbudget er allerede opbrugt og kassen er tom. Forude venter en lang vinter, og det diskuteres sikkert allerede hvordan pengene bliver fundet til at holde snerydningen i gang.

I vores landsdel har vi mange små veje, og der bor mange mennesker ude på landet. For dem er det ikke tilfredsstillende hvis snerydningen af disse veje bliver droslet ned eller måske sparet væk. I forvejen er der skåret ned på saltningen, og hvis endnu flere veje nedgraderes og mister snerydningen skaber det problemer for mange mennesker.

Det er dyrt at rydde sne, men det er endnu dyrere at lade være. Både på grund af risikoen for ulykker, og mest fordi det vil være yderligere et element, der gør det svært at bo på landet.

Offentliggjort Sidst opdateret