Et forbud for meget

Søndagsvejret indbød til oprydning i haven efter en lang sommer. For os der bor på landet er der altid haveaffald, der ligger klar til afbrænding på bålpladsen nede bag i haven. Vinden var svag, og alt talte for at bålet med masser af grene og andet træaffald fra en større styning og studsning af træerne tidligere i år skulle brændes af.

Men så kom jeg i tanke om det seneste tåbelige forbud i en efterhånden lang række: Det er forbudt at brænde haveaffald af i tidsrummet 1. marts til 1. december af hensyn til miljøet og af hensyn til muligheden for at genanvende haveaffaldet.

Tændstikkerne blev gemt af vejen og bålet ligger der stadig – jeg ønsker ikke at bringe mig i konflikt med loven og risikere en bøde på 2.000 kroner.

Forbuddet savner grundlag i sund fornuft, og er endnu et eksempel på den omsiggribende tendens til forbud mod alt, der muligvis kan udgøre en risiko eller fare. Et forbud mod at brænde et bål af i landområder er tåbeligt, og strider mod al fornuft. I stedet for at vi brænder træ- og haveaffaldet af på vores egen grund skal vi i stedet ud og brænde benzin af og dermed udlede større mængder af CO2 end hvis vi brændte bålet af.

Noget kunne tyde på at lovændringen, der har medført forbuddet, er sket i et lovkontor hos en flok kontornussere, der intet kender til virkeligheden. Selvfølgelig kan der være argumenter for at det er bedre at genanvende haveaffald, men der er sandelig ligeså mange argumenter for det modsatte ud fra et samlet miljøregnskab.

Er et bål med haveaffald så stor en miljøtrussel, at det skal være forbudt og forbundet med bødestraf, at brænde en bunke træ og grene af? Nej - og vil det blive ualmindeligt svært for myndighederne at tjekke om vi overholder loven.

Har miljømyndighederne virkelig ikke noget mere fornuftigt og væsentligt at tage sig til? Hvad med koprutter? De forurener os, og skal det også forbydes?

Nogle gange går myndighederne for vidt i deres higen efter at være politisk korrekte, og dette er et af tilfældene. Næste gang, det er vejr til at brænde bålet af, kommer tændstikkerne frem. Forbud eller ej.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret