Farligt nytår

Offentliggjort Sidst opdateret

Kommunikationsdirektør Niels Jørgen Langkilde

Dansk HøreCenter

Nørregade 71

5000 Odense C.

Nytårsaften har noget festligt over sig med raketterne og kanonslagene, men som altid er der grund til at passe på af hensyn til mennesker og dyr. I år er der mere end nogen sinde grund til at passe på, for når klokken slår 12, så ser vi regeringens hørereform træde i kraft. Regeringen har med sundhedsminister Astrid Krag som dybt passioneret minister gennemtvunget en historisk stor forringelse af de hørehandicappedes vilkår. Ryger hørelsen Nytårsaften, ja, så er der ringere høreapparater at få den 2. januar end der var den 2. januar 2012 på de offentlige høreklinikker. De offentlige klinikker har indkøbt ringere høreapparater for at spare penge. Væk er de sidste nye højteknologiske høreapparater. Og Astrid Krag har tilmed gjort sit til at prøve at presse de private høreklinikker til det samme ved trusler om yderligere indgreb og ved voldsomt at sænke tilskuddet til de borgere, som benytter de private høreklinikker.

Tilskudsnedsættelsen er yderligere usympatisk ved at ramme de mest handicappede hårdest. Det er dog et særsyn i dansk og international social- og handicappolitik, at man rammer de mest handicappede hårdest. Men der er unægtelig kommet nye boller hårde på suppen efter af SF’s unge løvinde har sat sig i ministerstolen.

Med til historien hører, at de private høreklinikker udfører opgaven meget billigere for skatteborgerne end de offentlige klinikker. Lovforberedelsen viste uenighed. Er de offentlige høreklinikker og de kommunale høreklinikker er dobbelt så dyre, eller om det var lidt mindre? Men dyrere er alle enige om, at de er for skatteborgerne.

Blandt de nye hårde boller i suppen også en helt ny måde at ”spare” på: Man forventer at overfører ca. 12.000 høreapparatsbehandlinger fra de billigere private klinikker til de dyrere offentlige klinikker. Et stort tocifret millionbeløb af besparelsen forsvinder ved at tilbyde borgerne længere ventetider end hos de private høreklinikker, ved at tilbyde større transportafstande til de knap tyve offentlige høreklinikker, ved at tilbyde ringere høreapparater og ved at tilbyde færre besøg til justeringer.

Trods alle forringelserne: Godt nytår – og huske at passe på dine og andres øjne, ører og fingre. Mange skader kan lindres, men ikke til fulde afhjælpes.