Farvel til nullerne

Et årti er ved at rinde ud. Vi kan om få dage sige farvel til 00’ernes årti, og det har været ti år præget af frygt, forbrugsfest og finanskrise.

Da vi for snart ti år siden sagde goddag til år 2000, var det med stor bekymring for den helt store nedsmeltning i alle computere. Der skete ikke det store, men alligevel fik vi noget af en koldstart, der kom til at præge resten af 00’ernes årti.

Terrorangrebet på USA 11.september 2001 plantede en grundfrygt i os alle, og den frygt er siden da kun vokset og vokset. Krigen mod Irak og Afghanistan samt kampen mod terroristerne har fyldt hele den internationale scene med store økonomiske og menneskelige omkostninger til følge.

Ethvert årti har en grundfrygt, der driver al udvikling. I nul-årtiet var det frygten for terrorismen og islamismen. Disse to frygt-faktorer har i de senere år fået selskab af frygten for det store klimasammenbrud. Vi sidder tilbage med oplevelsen af, at det er blevet meget farligere at leve, og kloden er blevet et slemt sted at leve.

Nul-årtiet var ikke noget godt årti set med ”det gode menneskes” øjne. Frygten og bekymringen for fremtiden tog magten, og vi kastede os i stedet ud i en voldsom forbrugsfest, da den store økonomiske optur med flekslån tog fart. Det dulmede frygten for terrorisme og det fremmede, og vi festede i stedet for på første klasse. 

Forbrugsfesten fik en brat ende og blev til finanskrisen. Regningen skal nu betales, og frygten for arbejdsløshed og nedtur tog igen magten. Vi var sårbare, og summen af det første årti i dette årtusinde er meget tæt på nul. Vi kan benytte årti-skiftet til at vaske tavlen ren, og begynde på en frisk.

Kloden er IKKE blevet et farligere sted at leve og bo. Det er et optisk bedrag, fordi vi bliver bombarderet med informationer om alt hele tiden. For os, der bor på Lolland-Falster og i Danmark, er det ikke meget at frygte. Send frygten for det uvisse og det fremmede af sted på ryggen af en nytårsraket, og lad os i stedet bruge næste årti til at række ud mod det ukendte og lære det at kende.

Lolland-Falster har oplevet en positiv udvikling i det første 2000-årti, og lad ikke frygten for hvad som helst ødelægge det. Når du ser på champagneglasset nytårsaften glæd dig over, at glasset fortsat er halvt fuldt efter den første skål i stedet for at ærgre dig over, at det er halvt tomt, og at du får hovedpine af champagne.

Frygtens årti er slut, og vi ser frem til 10’erne som mulighedernes årti. 
Ud af kriser vokser muligheder, og lad os gribe dem uden bekymring og frygt for, hvad der kan gå galt.

Offentliggjort Sidst opdateret