Fejekost for Fogh

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og regeringens reformpakke 2020-planen synes at være et helhjertet forsøg på effektivt at gøre op med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens politiske enevælde og nærmest sygelige trang til at lukke øjnene og vende det døve øre til, når talen faldt på landets reelle økonomiske problemer.

Fogh havde i sine sidste regeringsår mere travlt med at padle baglæns ud af dansk politik for at sikre sig selv en toppost end med at forholde sig til de ulykker, som var ved at ramle ned over det danske samfund. Han afviste enhver tale om større og ellers nødvendige reformer, og han havde en forbløffende evne til at vige uden om og glatte ud. Nu skal regningen betales og det er blevet Lars Løkke og Co’s opdrag at redde landet ud af det økonomiske morads.

I modsætning til sin politiske forgænger viser vor nuværende statsminister dog storsind nok til at invitere alle politiske partier til åbne forhandlinger om den ny økonomiske plan. Det store og altafgørende spørgsmål er så, om der blandt dem kan findes så stor en ansvarlighed, at planen kan bæres hjem og føres ud i livet, eller om den kommende tids forhandlinger munder ud i folketingsvalg før tid.

Linjerne synes på forhånd at været skarpt trukne op. Socialdemokraterne og SF vil til magten, næsten koste hvad det koste vil.

Da valgtrommerne begyndte at gungre tidligere på året, blev regeringspartierne beskyldt for træthed og manglende lederskab. 2020-planen viser det modsatte og slår endegyldigt fast, at års forbrugsfest definitivt er forbi.

Afskaffelse af efterlønnen er hovednøglen, der skal lukke op for en mere sikker økonomisk fremtid.

For Løkke og landet som helhed vil lykken være, at planen med tilretninger bliver båret igennem af et samlet folkestyre, men det er nok utopi at tro, at rød blok tænker i den retning, hvor tiltrængte reformerne end er, efter mange år, hvor udgifterne nærmest er løbet løbsk. Sikkert er det under alle omstændigheder, at de svageste i samfundet ikke skal være de eneste om byrden. Det må være alles ansvar at bidrage til genopretning af den danske økonomi, så det er muligt, der må sluges nogle politiske kameler undervejs i forhandlingerne. Vi venter i spænding på udfaldet.

Offentliggjort Sidst opdateret