Fiskebæk 1 og Fiskebæk 2 - Den Falsteriske Berlinmur

Kære Guldborgsund kommune,

Offentliggjort Sidst opdateret

Jeg er desværre end af de lokale naboer til jeres planlagte vindmøllepark Fiskebæk 1 og Fiskebæk 2.

Jeg ønsker med denne skrivelse at gøre indsigelse mod dette projekt der vil gøre ubodelige skade på det etablerede Fuglereservat i Bøtø, samt de tilstødende jorde der er underlagt EU beskyttelse som Ramsarområder, jf. ”Foreløbig vejledning til bekendtgørelse om afgrænsning og administration af EF-fugle-beskyttelsesområder og Ramsarområder” (Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1996) og senere.

Guldborgsund kommune er velvidende om konsekvensen af den massive forurening i støj, fysisk tilstedeværelse og visuelt, nye vindmølleparker har forårsaget og vil forårsage for mennesker og dyreliv på Bøtø. Jeres manglende rationalisering og tilsidesættelse af sund fornuft, jf. notat ”OPSAMLING AF OPLYSNINGER OG UDVÆLGELSE AF VINDMØLLEOMRÅDER” (sag nr. 13/2648):

http://www.guldborgsund.dk/eDagsorden/committee_78192/agenda_157002/documents/22187888e27.pdf

vidner om en grundlæggende dyb fjendtlighed til Falster, øens historie, øens skatteydere, øens dyreliv og øens indkomstgrundlag.

Fiskebæk 1 og Fiskebæk 2 - Den Falsteriske Berlinmur

8 vindmøller, 150 m fra Gedser Landevej, 150 meter høj, 3 km lang – DDR kunne næppe overgå Guldborgsund kommune i dette vanvidsprojekt der vil afskære hele den vestlige trækrute til Fuglereservatet og tilstødende Ramsarområder.

Bøtø plantage er ligeledes fyldt med flagermus, og det ved vi med sikkerhed fordi flagermusene angriber vore fjerbolde når vi spiller badminton i haven kort før mørkets frembrud. Vindmøller har en dyb skadelig virkning på flagermus og deres evne til at lokalisere ledelinjer, dvs. vindmøller forstyrrer flagermusenes ultralydsbølger.

Det var dyrelivet, nu til de afskyelige skatteydere fra Sjælland der har deres sommerboliger på Bøtø. Vi ejer vore boliger på Bøtø for at være ved strand, skov og Fuglereservat. Vi bor i en plantage med tinglyst beplantningspligt og –vedligeholdelse under Pedersdal Grundejerforening af netop disse årsager. Når vinden står vest kan vi knivskarpt høre hvert eneste køretøj på Gedser landevej, og lugte hver eneste møgspreder på markerne. Vi kan høre hvert eneste får bræge på Fuglereservatet, og hvert eneste fugletræk der ankommer og rejser videre fra Fuglereservatet. Det er derfor vi bor hvor vi gør.

Hvad vi ikke har behov for er at få dette stykke Danmark ødelagt af uigennemtænkte, økonomisk tabsgivende projekter, hvis formål er at opfylde en selvopfundet kvota. Jeres planlagte vindmøllepark Fiskebæk 1 og Fiskebæk 2 er et af disse uønskede projekter og støjforureningen vil gøre vore boliger værdiløse, udover den skade I forårsager på dyrelivet. At Guldborgsund kommune opstiller fine tabeller der viser antallet af huse i en afstand op til 800 meter er så falsk en forudsætning som noget kan være. Vi kan beviseligt høre minimum 2.5 km i alle retninger fra hele Bøtø Plantage; fra Gedser Landevej til Østersøen. Der vil opstå massiv støjforurening for alle lodsejere fra foreslåede Berlinmur langs Gedser Landevej. Det er ubestrideligt.

Det kan I gøre langt bedre.

Med venlig hilsen