Fokus på tysk for at udnytte mulighederne

Offentliggjort Sidst opdateret

Vores mobilitet er i dag langt større end tidligere og den er tilmed stadig stærkt stigende. Det betyder, at vores tidsafstande bliver endnu mindre i fremtiden. Det vil i fremtiden få mange mennesker til at leve regionalt i stedet for lokalt. Selvom den teknologiske udvikling synes at gå enormt stærkt lige nu, så tror jeg, at vi skal forberede os på, at den bliver endnu mere markant. Den større mobilitet og den teknologiske udvikling vil bl.a. øge mulighederne for hjemmearbejde og pendling til arbejde over længere afstande end vi ser i dag. Det vil igen give nye muligheder for at bo i Lolland kommune og arbejde et andet sted.

Med etableringen af den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland kan vores region blive et meget centralt område mellem de to metropoler København og Hamborg. Fordelene kan være, at virksomheder, der vælger at placere sig her, har kort afstand til både København og Hamborg, ligesom turister der f.eks. besøger vores Femern Bælt-region har mulighed for at besøge to store metropoler inden for under 2 timers kørsel. Og med hensyn til at tiltrække nye borgere giver det langt bedre muligheder for vores område end vi har i dag.

Men først og fremmest ser jeg muligheder for at nedbryde grænsen mellem Danmark og Tyskland. Vi kan blive et regionalt centrum placeret midt mellem to store metropoler. Tyskland er allerede vores største handelspartner og den forbindelse skal vi udnytte til at skabe endnu mere vækst i vores område på en lang række punkter, både mens tunnelbyggeriet er i gang, men ikke mindst når det er færdiggjort.

For at det kan lade sig gøre må vi udvikle vores kommunikative evner i forhold til vores naboer væsentligt. Ikke mange i Danmark finder sproget tysk særlig interessant i øjeblikket og tysk undervisningen har en årrække været nedprioriteret i folkeskolen. For at vi i fremtiden kan få optimal udnyttelse af de muligheder som Femern-forbindelsen giver os, så bliver vi nødt til at kunne kommunikere på højt niveau med vores naboer. Dette er særligt vigtigt for vores område, hvis vi på Lolland vil skabe en betydende effekt af den faste forbindelse. Vi bør derfor hurtigst muligt i Lolland Kommune implementere tysk som obligatorisk fag i folkeskolen – meget gerne fra 3. klasse.

Med venlig hilsen

Heino Knudsen

Byrådskandidat for Socialdemokraterne

Lolland Kommune

Solsikkevej 23

4900 Nakskov