Folkefest i Guldkanten

Safri Duos trommeslag får den bløde, efterårsvåde jord til at give efter under mig. Højtalerne skratter en smule, inden bassen giver efter og giver plads til Me&My’s Dub-I-Dub. En duft af ristede pølser blander sig med synet af aktive folk i sportstøj, der løber slalom om træpillerne og dribler bolde på multibanen. Det er som en folkefest. Det er forskellighed. Det er fornøjelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er (gen)åbningen af Evigheden, kære læser, det rekreative område, der ligger over for Hovedbiblioteket i Nykøbing ved siden af Cementen.

Evigheden er et eksempel på et projekt, der samler Guldborgsunds borgere i alle aldersklasser. Børnebørn havde i dagens anledning taget deres bedsteforældre i hånden, og mens børnene selv fik en tur på ”svævevippen”, trænede bedsteforældrene benmuskler på motionsredskaberne. Evigheden samler os på den måde på tværs af skel og får os til at møde nye mennesker gennem bevægelse. Og, kære læser, det siges jo at være så sundt at bevæge sig og at møde nye mennesker.

På min tur rundt på banen hørte jeg da heller ingen sure miner. Måske skate-banen skulle have været mere stejl, men generelt var smilene langt større end skepsissen. Smilene fortalte mig, at det er fritidsprojekter à la Evigheden, som vores kommune også fremadrettet bør satse på for at skabe mere sammenhold mellem borgerne og få humøret til at stige.

Derfor er det så vigtigt, at vi også i de kommende år afsætter midler til fritidsprojekter, der kommer alle borgere til gode. Der skal afsættes midler til drift og vedligeholdelse. Det skal flertallet i byrådet huske.

Evigheden er finansieret igennem en særlig pulje fra skattestigningen i indeværende byrådsperiode, og der er endnu ca. 13 mio. kr. tilbage heraf. Det skal partier uden for skattestigningen huske. De tilbageværende midler kan bruges til lignende projekter i andre dele af Guldborgsund Kommune. Samtidig skal vores kommune blive bedre til at tiltrække private investeringer til de nye anlægsprojekter, og så skal der fremmes en hurtig sagsbehandlingskultur, så tegningerne på papir hurtigt bliver til kunstgræs på multibanen.

Kære læser, jeg skal ærligt indrømme, at jeg til tider kan være en barnlig sjæl. Store fritidsprojekter som Evigheden er for os alle, i alle aldre, og fritidsprojekterne bidrager til vores fællesskab og sociale sammenhold. Dét er netop det, der gør os til en guldkant. Så når valgkampen er overstået, og der bliver mere plads i kalenderen, glæder jeg mig til en tur på ”svævevippen”.

Du kan læse mere om mine mærkesager på min hjemmeside www.louiselindhagen.dk.

Du kan også følge med på Facebook: https://www.facebook.com/louiselindhagen/

Husk at bruge #Minguldkant på de sociale medier.