Folkeskolen

Kære Tom og Kære Venstre

Offentliggjort Sidst opdateret

Jeg har siddet og set din og Venstres video om skolerne på Lolland og de små guldklumper. Det glæder mig at vi er enige om at priotere skolen så højt som vi er. Vores børn er vores guldklumper og ikke mindst vores og områdets fremtid. Det er dem der skal betale vores pension når den tid kommer og det er dem der skal videreføre og udvikle både vores område og vores land. Derfor er jeg enig med Jer i at deres første tid i børnehaver, skoler og i vores uddannelsessystem skal være både lærerig, men også bære præg af positive oplevelser.

Jeg synes også skolegården på Byskolen er flot, ligesom de andre skolegårde, jeg har set rundt om på Lolland er det, selvom man jo altid kan ønske sig bedre og mere.

Jeg er fuld af forståelse for og er slet ikke uenig med byrådet i at skolelukninger desværre har været en nødvendighed som følge af både økonomisk afmatning og som følge af fraflytning.

Jeg er tillidsmand på Byskolen for lærerne og kandidat til byrådet for Socialdemokratiet. Mit spørgsmål til Jer i Venstre er egentlig meget simpelt. Når nu byrådet efter den 21. november har konstitueret sig, hvad vil Du og I så gøre for at enkelte skoler ikke igen halter bagud indvendigt? Mener I også at vi skal kigge på tolærerordninger, på pc’er, på nedslidte lokaler, på nedslidte biblioteker, på inventar der har mindst 30 år på bagen eller skal vi stadig fokusere på alt det udvendige?

Som jeg har set det, de sidste fire år, har besparelserne været massive og skæve. Der er brugt kæmpe summer på skolegård, nye tage og andet synligt, men de bøger eleverne sidder med er gamle og slidte, de borde og stole eleverne arbejder ved er i mange tilfælde endnu ældre og ikke mindst på området med digital læring og dannelse er der indkøbt læringsportaler uden eleverne og lærerne har tidssvarende IT der kan bruges til det projekt.

Hvad vil de næste fire år byde på? vil I, i Venstre være med til mere indhold og mindre udseende?

MVH Klaus F. Svensson

Kappelvej 1, 4900 Nakskov