For meget pjækkeri

Offentliggjort Sidst opdateret

“Hvad har du lavet i skolen i dag”, lyder spørgsmålet. “Det ved jeg ikke - jeg har ikke været der”, lyder svaret.

Antallet af børn i 11 til 15-års alderen, der pjækker fra skolen, er steget eksplosivt de seneste ti år. En undersøgelse af de unges livsstil og sundhedsvaner viser, at 13 procent af alle børn pjækkede fra skole i løbet af et skoleår.

13 procent er et højt tal, og det er især udviklingen, der er bekymrende. Jo ældre børnene er jo mere pjækker de. Hver femte 15-årige havde inden for en måned pjækket fra skole, og både drenge og pigerne er lige gode om det.

Hvorfor er det blevet sådan? Har nutidens ungdom en slap moral og gider ikke passe deres skole?

Svaret er indlysende. Både unge og deres forældre har en slap moral og laset disciplin, når det handler om at passe skolen. Der findes ikke gode argumenter for at udeblive fra skole med mindre man er syg. Vel at mærke rigtig syg, og ikke bare har lidt ondt i hovedet eller maven, fordi man har sovet for lidt.

I løbet af de seneste ti år er udbuddet af “underholdningstilbud” i fritiden gennem computeren, spil, tv og mobiltelefoner eksploderet i antal og omfang, og mange børn og unge synes, de knap nok har tid til at gå i skole. Eftermiddage, aftner og nætter går med at lade sig underholde af alskens tilbud, og for mange skoleelever er det tydeligvis gået over gevind. De kan ikke styre det, og får al for lidt søvn.

Forholdene i skolen og kvaliteten af undervisningen spiller naturligvis en stor rolle i omfanget af elevernes pjækkeri. Det skal skolens lærere og ledelse arbejde indgående med at forbedre, fordi der er meget at forbedre for at øge elevernes tilfredshed og trivsel.

Men det største ansvar ligger hos elevernes forældre. Det er deres ansvar, at sørge for at de passer deres skole - og at deres børn rent faktisk er i stand til at passe deres skole på en forsvarlig måde.

Det kan godt være, at det er besværligt og ubehageligt at blive ved med at være de “skrappe” forældre overfor en 15-årig søn eller datter og kræve at de går tidligt i seng og passer deres skole. Men der er ingen vej udenom, og det nytter ikke noget at slå op i banen, og vende ryggen til børnenes pjækkeri.

Skole og forældre må i fællesskab stramme disciplinen op, og komme pjækkeriet til livs. Både af hensyn til børnenes fremtidige uddannelse og for at sikre, at der fortsat er en respekt for begreberne pligter og ansvar.