Foragt for borgerne

Et af vor tids mest opsigtsvækkende lokale borgermøder fandt sted i Maribo i aftes, hvor op mod fyrre borgere fra både Lolland og Guldborgsund kommuner var samlet for at berette om deres oplevelser og erfaringer med kommunernes til tider elendige og helt uanstændige sagsbehandling.

Opsigtsvækkende var mødet også, fordi det var borgerne selv, som havde taget initiativet med udspring i Facebookgruppen ”Glemt eller klemt i Lolland Kommune?”

Nu skal al kritik som regel tages med et gran salt og ses fra to sider. Problemet med at afdække hele sandheden i de enkelte sager strander i reglen på, at kommunerne dækker sig under deres tavshedspligt, men det var rystende beretninger, der kom for en dag på borgermødet.

Påfaldende nok blev mødet holdt samme dag, som Lolland Kommune fik en kraftig påtale og blev sat under skærpet tilsyn af Ankestyrelsen af socialminister Henriette Kjær for sin håndtering af familien i den såkaldte Brønderslev-sag, mens familien endnu boede på Lolland. Det var naturligvis en tilfældighed, men det burde få det til at rykke i både politikere og ansvarlige embedsmænd.

De viste i stedet, som det nærmest er blevet sædvane efter kommunesammenlægningen, foragt for borgene og deres initiativ ved helt at vende ryggen til og holde sig væk fra borgermødet.

Man skaffer sig så sandelig indsigt og forståelse ved at stikke hovedet så dybt i mulden, at både ører og øjne er dækket. Den gymnastiske øvelse vinder mere og mere indpas i kommunerne, og de skal i hvert fald ikke prale af i alle tilfælde at have en god borgerservice.

De fremmødte i går blev af en af initiativtagerne kaldt ”toppen af isbjerget” – de som havde modet og kræfterne til at komme og fortælle deres historie. Deltagerne kunne fortælle om afgørelser, som trækker ud i årevis, embedsmænd der ikke læser sagerne og en lægekonsulent, der blandt andet i forbindelse med en murers arbejdsskade konkluderede, at han såmænd blot var mindre begavet.

Den slags er naturligvis uværdigt for kommunen, men især for borgerne, som har krav på en retfærdig og seriøs behandling.

Nu dannes der en støtteforening for borgere som kommer i klemme i de kommunale systemer. Det burde ikke være nødvendigt. I stedet burde kommunerne oprette en task-force, som kunne tage sig seriøst af de meste belastende sager.

Vi er udmærket klar over, at der i samfundet findes krakilere, som vil have ret for enhver pris og som udnytter klagesystemerne til det yderste med totalt ligegyldige og banale problemer. De ville sandsynligvis kunne sies fra, hvis der blev fastsat et gebyr for klager, som alene kunne tilbagebetales, hvis klageren fik ret.

Det var bestemt ikke krakilerne, som sad lårene af hinanden i aftes i Maribo. Det havde klædt både Lolland og Guldborgsund kommuner om de havde været officielt repræsenteret på mødet. Fraværet kan kun tolkes som foragt for borgerne.

Offentliggjort Sidst opdateret