Fremtiden venter

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om de tusinder, som ventes at ankomme til Rødbyhavn for at medvirke ved tunnelbyggeriet, ikke kommer til at bo i selve byen, men efter planen skal indkvarteres i en nyopført midlertidig ”landsby”, bliver der tale om en invasion, der ikke kan undgå at få en enorm afsmittende virkning på omgivelserne. Og selv om beboerne i ”landsbyen” formentlig tager det meste af deres hyre med hjem, så er der ingen tvivl om, at de også – i lighed med turister - vil lægge penge i nærområdet.

Det betyder, at i hvert fald Rødbyhavn med ét slag kan forvente et forøget kundeunderlag af dimensioner og dermed en betydelig opblomstring i handelslivet, ja, i bylivet i det hele taget. Men forudsætningen er selvfølgelig, at byen er klar til at tage imod og indstille sig på de nye tider.

Med afgørelsen om, at produktionsstedet til tunnelelementerne skal ligge i Rødbyhavn, er det en fuldbyrdet kendsgerning, at de mange tusinde medarbejdere kommer til byen, der således har fået et vink med en vognstang om, at der åbenbarer sig nogle udfordringer, der - hvis de honoreres - kan medføre et betydeligt opsving for byen, skabe liv i tomme butikslokaler, give grobund for nye forretninger og andre initiativer. Faciliteterne skal være der den dag, invasionen begynder, så de mange midlertidige tilflyttere ikke kan være i tvivl om tilbuddenes omfang.

Det vil kræve en stor, men nødvendig indsats at gøre klar til at gribe de muligheder, der vinker forude, og gøre Rødbyhavn til en spændende by. Optimismen, der er opstået spontant i kølvandet på beslutningen vedrørende placeringen af produktionsstedet for tunnelelementerne, skal udmøntes i foretagsomhed. Hvis Rødbyhavn er på forkant, så går byen en lys fremtid i møde, og de nærliggende byer, der også kender til tomme butikslokaler med videre, vil også kunne få glæde af invasionen. Når så mange nye tilflyttere arriverer, følger der aktivitet med. For lokalområdet gælder det om at se mulighederne. Fremtiden venter, og der skal smedes, mens jernet er varmt, som man siger. Og det er lige ved at være nu!