Fri færgefart til Askø, Femø og Fejø
Fri færgefart til småøerne
De Konservative Lolland arbejder for at færgefarten til småøerne skal være helt gratis for alle.
Ved lov af d. 3-6-2016, blev det vedtaget at færgebetjeningen af 26 småøer og til ø-kommunerne Læsø, Samsø, Ærø og Fanø prismæssigt skulle fungere efter landevejsprincippet. Dette har dog ikke fungeret 100% efter hensigten, da f.eks. det koster mere for en ikke fastboende på Fejø at kommer over på øen, end at passere Storebælt. Dette er selvfølgelig begrundet i at kommunen under alle omstændigheder ikke skal tabe på ordningen om færgefart efter landevejsprincippet. Derudover er der stadigvæk en del generelle udgifter i forbindelse med færgefarten der påhviler kommuner med færgefart, som ikke dækkes af statstilskud generelt og af lov om overførsel til landevejsprincip. Derfor vil disse kommuner, hvoraf mange i forvejen er vanskeligt stillede, være tvunget til at påligne samtlige deres borgere, en højere skat, netop fordi de skal drive færgefart. Samtidig med den økonomiske byrde og udfordringen med at få budgetterne til at hænge sammen. Er kommunerne i nogle tilfælde nødt til at spare på færgedriften og dermed servicen for borgerne på øerne.
Derfor er det spørgsmålet om der skulle søges en bedre mulighed for at kunne bevare eller endnu bedre forbedre færgedriften til småøerne, samt at lette de berørte kommuner for den ret omfattende udgift det er at drive færgefart. Samt virkelig at muliggøre en 100% fri færgefart for alle.
Dette kunne f.eks. gøre ved at trække færgefarterne ud af kommunerne og lægge dem i et statsligt selskab, som så skulle drive samtlige færgefarter, under en paraply. Dette lyder selvfølgelig som et meget drastisk skridt, men eftersom staten i forvejen betaler et generelt tilskud til færgedriften og også yder tilskud til fri transport efter loven af d. 3-6-2016, kan man roligt sige staten i forvejen er meget involveret i færgedriften, dog uden at sidde med et direkte økonomiske ansvar, det ligger fortsat ved kommunerne, uanset at udgiften for disse er større end tilskud og billetindtægter.
Ved at lave et samlet selskab for alle færgefarterne, kan der opnås en del fordele: Dels vil det være muligt at gennemføre 100% fri overfart til øerne. Færgefarterne vil ikke være økonomisk afhænge af økonomien i de berørte kommuner. Det vil være muligt at opretholde en betjening af øerne, som under ingen omstændigheder må forringes. Det vil være muligt at have afløserfærge/r i beredskab, uden at det skal medføre store udgifter for kommunerne. Når det kommer til den grønne omstilling, vil et større selskab, have meget bedre muligheder for at anskaffe el- eller f.eks. brintdrevne færger. En udgift der for de enkelte kommuner, nærmest er uovervindelig. Det vil være muligt at flekse med færgerne på overfarterne, ved f.eks. at rokere rundt på færgerne efter behov og færgernes alder/tilstand.
Det er selvfølgelig klart at det er meget vigtigt for øboerne og de berørte kommuner, at de til stadig vil have indflydelse og medbestemmelsesret over deres egne færgefarter. Dette kan evt. løses ved at der dannes et repræsentantskab, med deltagere af samtlige øer og berørte kommuner, ligesom at det er vigtigt at en evt. bestyrelse også får deltagelse af både øboere og kommuner. Dette er for at sikre et meget tæt samarbejde mellem selskab og brugere.
Når man ser på den tilstrømning som loven af d. 3-6-2016, har givet til øerne, er der ingen tvivl om at en 100% fri overfart for alle hele året, vil have en særdeles positiv indvirkning for øerne. Blot det at man fjerner den ene af de to barrierer der er når man skal over til øerne, nemlig den økonomiske, vil det give meget bedre muligheder for at bo på øerne. Den tidsmæssige barriere vil selvfølgelig stadig bestå, men i og med at der skal være 100% fri overfart, vil der i dette ligge en økonomisk kompensation i forhold til landevejsprincippet. Udover fordelene vil en fri overfart også gøre det mere attraktivt for nye tilflyttere at slå sig ned på øerne, også al den stund at de vil være garanteret en færge uden risiko for nedskæringer. Dette kan i sidste ende føre til en positiv udvikling, både for øerne, men også for kommunerne.
Nærværende oplæg skal ses som et forslag til at fremtidssikre færgerne til småøerne og foreslå en vej, således at kommunerne løftes for en økonomisk byrde, som belaster alle kommunens borgere og ikke kun øboerne. Det skal også ses som et forslag til at ruste færgefarterne til fremtidens udfordringer, med bl.a. grøn omstilling. Men ikke mindst for at styrke livskvaliteten ikke mindst for øboerne, men også for de berørte kommuner.
De Konservative Lolland
Henrik Jacobsen, formand og spidskandidat
Søholtvej 55
4930 Maribo
Jens Erik Jørgensen, bestyrelsesmedlem
Guldborgvej 89
4861 Guldborg