Frygtens parti

Offentliggjort Sidst opdateret

Hver gang man tror, at nu kan der ikke skabes mere røre om indvandrere og specielt muslimer kommer der et nyt angreb fra medlemmer af Dansk Folkeparti. De kræver retten til ikke at lade sig behandle af læger og sygeplejersker, der er muslimer. Helt galt bliver det hvis den kvindelige læge eller sygeplejerske bærer tørklæde.

Meget overraskende bliver dette krav støttet af sundhedsminister Bertel Haarder, der erklærer at det frie sygehusvalg også gælder i en sådan situation.

Kan du ikke lide personalet har du ret til at søge et andet sygehus. Kan du ikke lide lægen eller andre i personalet har du ret til at stille krav om at du enten vil have en anden læge eller andet hospital.

Det er for langt ude, og i den grad udtryk for et menneskefjendsk og ringeagtende menneskesyn. Alene det, at diskussionen bliver rejst ovenpå en tilsyneladende negativ hospitalsindlæggelse fra en enkelt kvindelig førtidspensionist og DF medlem, vidner om at debatten om stramninger i udlændinge- og integrationspolitikken er gået for langt.

Tænk at blive bange for andre mennesker på grund af deres etnicitet eller religion. De bor og arbejder i Danmark og er en del af det danske samfund. At forestille sig, at en læge eller sygeplejerske med udenlandske rødder, der er veluddannede og arbejder i det danske sundhedsvæsen skulle være “sovende” muslimske terrorister, der ville gøre etniske danskere ondt under en operation - er for langt ude. En stor gruppe af indvandrerne er langt bedre uddannede end danskere, og er derfor en gevinst for vores arbejdsmarked.

Hvor blev det danske frisind af? Hvor er tilliden til andre mennesker henne? Hvorfor skal alle der ikke ligner os selv stigmatiseres i et fjendebillede, der ofte ikke holder i virkeligheden.

Der er al mulig grund til at reagere skarpt imod kravet om, at vi skal kunne afvise at lade os behandle af en læge eller andre på et hospital på grund af religion eller etnicitet. Her går sundhedsministeren galt i byen med sin tolkning af det frie sygehusvalg, og vi må håbe at det ovenpå denne debat bliver slået fast, at man som patient på et dansk sygehus ikke kan kræve at blive behandlet af en person med en bestemt hudfarve eller religion.

Tilsyneladende er problemet på de danske hospitaler meget begrænset. Patienter og personale skal respektere hinanden, og det gør de også hver dag.