Fuld af numre

I mange år er det gået godt for den Grønne vejviser, men denne gang var det slut. Knapt havde vi fået den ind ad brevsprækken før fejlene væltede ud af den. Forkerte numre, døde personer vakt til live og hemmelige adresser, der bliver offentliggjort.

Reaktionerne har været skarpe og prompte fra både Guldborgsund Kommune og fra de borgere, som er blevet ramt af det dårlige arbejde som forlaget Eniro, der står bag vejviseren, har lavet. I hvert fald dårligt arbejde set fra borgernes synspunkt, mens ledelsen i Eniro afviser at have gjort noget forkert.
Hos Eniro beklager den administrerende direktør, Henrik Dyring, fejlene, men siger at man ikke rigtig kunne gøre andet.
Det skyldes, at forlaget har valgt at skifte kilde til de mange data i vejviseren. Før brugte de CPR-registret som grundlag, mens det nu udelukkende er oplysninger fra teleselskabernes database, der anvendes. Derfor er det ifølge Eniros direktør folks egen skyld, at de står forkert i vejviseren.
Fordi vi står registreret forkert hos vores respektive teleselskab. Kunderne skal altså selv sikre sig, at de står opført korrekt i bogen.
Det er og bliver en søforklaring, og Eniro burde leve op til sit ansvar og sørge for, at firmaets kildemateriale lever op til forventninger. Folketidende har fået mange reaktioner fra borgere, der siger, at deres teleoplysninger er korrekte og alligevel står det forkert i vejviseren.
Men hos Eniro har man åbenbart den holdning, at på trods af kritikken, kan vi godt kigge i vejviseren efter både en undskyldning og en ny vejviser.
Hvad er en vejviser værd, hvis den er fyldt med fejl og vi derfor ikke kan stole på den? Ingenting. Vi skal kunne stole på, at oplysningerne er korrekte, og at forlaget respekterer, at vi har enten hemmelig adresse, ikke vil i vejviseren eller ingen telefon har.
Det er en ommer. Guldborgsund Kommune handler rigtigt, når den har besluttet at stoppe udleveringen af de fejlbehæftede vejvisere. Vi kan ikke være tjent med et produkt, der er fyldt med så alvorlige fejl.
Forlaget Eniro kan godt kigge langt i vejviseren for at finde forståelse for, at vi fremover skal bruge netop deres vejviser til noget som helst.

Offentliggjort Sidst opdateret