Generalernes forsamling

Det er blevet tid for en årlig tradition, der runder et foreningsår af - og sætter kursen mod et nyt år. Det er blevet årstid for generalforsamlinger i alle store som små foreninger. Det er blevet tid at gøre status og se tilbage på det år, der er gået for længst. 

Generalforsamlingen er et integreret fænomen i den danske samfundsmodel. 
Uden det omfangsrige foreningsliv i Danmark ville det danske samfund se meget anderledes ud. Hvis vi ikke havde et aktivt foreningsliv med ildsjæle, der gider bruge deres frie tid på at arbejde for at skabe oplevelser for andre mennesker, ville vi have et fattigt liv.

Generalforsamlingen er årets højdepunkt i en forening eller organisation, og selvom det kan virke som en noget kedelig forestilling, må vi ikke undervurdere værdien. 

Men den til tider begrænsede tilslutning til mange generalforsamlinger er også et krisetegn. Det bliver stadigt sværere for de frivillige i mange foreninger at finde nye yngre kræfter, der er villige til at arbejde frivilligt for at andre kan dyrke deres interesse.

Der bliver gjort et fantastisk stykke arbejde i mange foreninger til gavn for langt flere mennesker. 
Værdien af arbejdet kan ikke gøres op på en traditionel måde og er uvurderligt. 

For mange af de frivillige i foreningerne er det blevet en livsstil, hvor de i årevis arbejder sammen med de samme mennesker i foreningernes bestyrelser.

Tæt sammenhold og stor lokal forankring har givet alle foreninger et solidt fundament i lokalsamfundet. Det har givet foreningerne styrke, men er nu også ved at blive mange foreningers problem. Generationsskiftet er udeblevet i mange foreninger, og det giver nu bagslag. 

Generalernes forsamling er blevet til en parade af Tordenskjolds soldater.
Det er ærgerligt, da det svækker det lokale foreningsliv, at det er blevet svært at få især de yngre borgere engageret i det lokale foreningsliv. 

Mange foreninger klager også over, at det er blevet svært at tiltrække nye kræfter, og vi har I Folketidende kunne fortælle om foreninger, der ligefrem var i fare for at lukke, fordi der ikke var nogen til at drive den videre.

Dette års generalforsamlinger i landsdelens foreningsliv opfordres til at sætte dette emne på dagsordnen: 
Hvordan tiltrækker vi flere yngre kræfter i det frivillige arbejde, før det er for sent?

Offentliggjort Sidst opdateret