Torsdag 15. marts 2012 omtaler Folketidende på forsiden af 2. sektion i en artikel, at organister, gravere, kirketjenere og andre kirkefunktionærer ligesom præsterne skulle kunne fritages for at vie homoseksuelle. Videre skrives det: ”Menighedsfakultetet skriver, at kirkerne ikke er præsternes alene – og derfor bør menigheder, menighedsråd, ansatte funktionærer og andre medarbejdere i lige så høj grad kunne fritages for medvirken ved eventuelle vielser af homoseksuelle.”
Men hvem er menighedsfakultetet? Det er et privat foretagende, stiftet i 1967, levende af donationer og med udgangspunkt i Århus. Det er dels kristne fundamentalister og konservative kristne, som virker i dette foretagende, der vil uddanne engagerede præster og andre Ordets tjenere til ved Åndens hjælp at virke til menneskers frelse og Guds riges vækst. Medarbejderne ved Menighedsfakultetet betragter sig som Guds redskaber, d.v.s. at de i deres virke aldrig opfatter sig som alene, for de er altid sammen med Helligånden, hvis de da ikke lige er på afveje. De betragter i hvert fald de homoseksuelle som værende på afveje, og Menighedsfakultetet henviser til tekster, som påviser, at Gud Herren påbyder straf for homoseksualitet.
Problemet er imidlertid, at disse helligåndsbesatte mennesker er voldsomt fikserede på seksualiteten. Ikke fikserede på, at du skal elske din næste som dig selv, men fikserede på at hade de homoseksuelle og anse dem som mindreværdige. Vi må huske på, at Menighedsfakultetet i disse sager er inspireret af en bog, hvori der blandt andet føres samtale mellem Bileam og hans æsel, og der foreskrives ofre af gedebukke og andre dyr, da dette er Herren velbehageligt.
Menighedsfakultetet forklarer om Bibelen, at ”den er Guds ord, blevet til under Helligåndens inspiration og ledelse, den er det troværdige vidnesbyrd om Guds store frelsesgerninger i historien, den ufejlbarlige meddelelse af den frelsende sandhed i Gudsåbenbaringen i Jesus Kristus, derfor den absolutte autoritet i alle spørgsmål vedrørende tro og livsførelse …” - - - - - - - - – og det er denne forklaring, der er fundamentalisme. Menneskene i Menighedsfakultetet tror, at de ligger inde sandheden, næsten da, for de forsker jo til stadighed videnskabeligt for at fastgøre og yderligere styrke det store Bibelanker. Og de vil have deres ”ufejlbarlighed” ud over rampen.
Menighedsfakultetet har intet med menighedsråd at gøre. Menighedsfakultetet er et privat foretagende og har ikke mere autoritet end en gymnastikforening. Problemet er, at Menighedsfakultetet samler på selvretfærdige mennesker, der fremmer had til de anderledes. Menighedsfakultetet er stort set kun nyttigt i forhold til at skabe had: ”Vi er på Helligåndens side,” synes de at sige, ”den virker i os, men de andre, de trodser Gud!”.
Hvor er det dog saligdumt, dette Menighedsfakultetets perverse samliv med Helligånden! Og det er åndeligt fattigt at have en så smålig Gud, som Menighedsfakultetet holder sig. Det er åndelig råddenskab at have Det gamle Testamente som trosgrundlag med dets påbud om stening og dets mange forbud. Jesus sagde, ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.” Det skal dog tilføjes, at Jesus ikke kendte til den luthersk-evangeliske kirke, sådan som Menighedsfakultetet ville have den. Så han har jo nok taget fejl, vil man kunne forklare fra Menighedsfakultetet, der sammen med de andre hellige nok ved, hvordan Helligånden vil have sagerne ordnet!
Thomas Thomsen
Vejlebyvej, Vejleby