Hvad er på spil?

Stig peger på Næstved - Hans Ole på Køge - Guldborgsund på Køge - måske. Allerede nu tegner der sig et mudret billede af, hvordan vores landsdel vil stille sig, når der skal vælges mellem en af de fire sygehusmodeller, der er lagt frem.

Det er ikke godt, og forhåbentligt vil de næste to ugers debat afklare holdningerne i begge kommuner, så der kommer en fælles indstilling. Alt andet vil sende et uklart signal til regionsrådet. Hvis vi på Lolland-Falster ikke er enige om at pege på en løsning, vil vi svække vores position betydeligt.

I alle fire modeller peges der på, at sygehuset i Nykøbing Falster skal være akutsygehus. Så langt så godt, men der er ikke taget stilling til fremtiden for Nakskov Sygehus. Der tales om nærsygehuse, og her er Nakskov som sådan i betragtning, men intet er afgjort.

Hvis vi skal sætte det på spidsen, er intet afgjort, og der er meget på spil for Lolland-Falster. For selv om sygehuset i Nykøbing F. er nævnt som akutsygehus i alle fire modeller, kan vi ikke vide os sikre. Når de politiske studehandler skal indgås for at gøre ”stærke” lokalpolitiske kræfter i regionsrådet tilfredse, kan både Nakskov og Nykøbing sygehus komme i spil.

Nakskov Sygehus fordi det er en måde at spare penge på, fordi der samlet set mangler penge i hele sygehus-området og Nykøbing Sygehus, fordi det alt andet lige er nemmest at undvære, hvis man er kynisk, politisk og økonomisk tænkende i sin tilgang til den kommende struktur.

Derfor er det ikke lige meget, hvad Lolland og Guldborgsund kommuner beslutter sig for. Meget af det handler om placeringen af det nye hovedsygehus, men det handler endnu mere om fremtiden for vores to sygehuse. Når beslutningen for alvor bliver politisk, og forskellige politiske hensyn skal tilgodeses, kan begge eller det ene sygehus blive gjort til genstand for en politisk studehandel.

Vi må alle klart og tydeligt give vores holdning til kende og kæmpe for, at Nakskov Sygehus bliver et velfungerende nærsygehus, og at Nykøbing Sygehus uanset hvad bliver et stærkt akutsygehus.

Placeringen af hovedsygehuset er alt andet lige bedst i Køge. 
Næstved og Roskilde er i fare for at blive sorteper i sygehus-spillet, og det kan sætte både Nakskov og især Nykøbing Sygehus i farezonen, når der skal studehandles i det politiske spil.

Offentliggjort Sidst opdateret