Hvem vil købe et hus uden mobildækning?

Ikke ret mange er jeg bange for. Mobiltelefonen og internettet er i dag en helt basal nødvendighed for de fleste yngre mennesker. Og er langsomt ved at blive det også for den ældre generation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu har Guldborgsund kommune forsynet samtlige huse i kommunen med en kloakledning. Så håndteringen af dén ende af de menneskelige behov nu er på plads.

Nu mangler vi bare at kommunen også håndterer vores behov for kommunikation med omverdenen.

Jeg tester hver dag min egen mobilforbindelse ved at kikke på ”pindene” på min mobiltelefon. Resultatet er nedslående: Der er ingen ”pinde” – og har ikke været det i de 10 år vi har boet i Guldborgsund kommune!

Om vores kære politikere (1) sover, (2) betragter vælgernes behov for kommunikation med omverdenen som uvæsentlig, (3) ikke magter at håndtere opgaven, (4) er ligeglade med at huse i det åbne land ikke kan sælges, (5) ikke mener at nye virksomheder er ønskelige, (6) mener at det er en fordel at folk emigrerer til egne hvor tingene fungerer – eller (7) simpelthen er revnende lige glade, ved jeg ikke.

En jævnlig undersøgelse på kommunens hjemmeside efter spor af politikernes aktiviteter indenfor borgernes kommunikation med omverdenen, har indtil videre ikke afsløret konkrete tiltag.

Om det skyldes, at man ikke anvender den i øvrigt fremragende hjemmeside, men har erkendt, at en stor del af kommunens borgere alligevel ikke er i stand til at besøge hjemmesiden, ved jeg ikke.

Jeg vil derfor foreslå, at det fra politisk side besluttes, at der oprettes et specielt menupunkt på hjemmesiden, som fortæller borgerne i kommunen hvor langt man er kommet med opbygningen af stabile, fiberbaserede internetforbindelser til SAMTLIGE borgere i kommunen. Og hvordan det går med opbygning af et mobilnet, der sikrer ALLE kommunens borgere en anvendelig mobilforbindelse.

Søren W. Rasmussen