(ingen overskrift)

I de seneste dage har der atter engang været massivt fokus på Roskilde Festivalen - og med god grund. Festivalen er blevet en institution i dansk musik- og kulturliv - og det er ikke uden grund, at omkring 75.000 betalende gæster år efter år pakker rygsækken og drager mod Roskilde. Fra hele Danmark, Europa og lande langt længere væk.

Billederne i aviserne og på tv viser en mangfoldig skare af festivalgæster. Ung som gammel. Høj som lav. ”Ses vi på Roskilde”, har det oftere og oftere lydt de seneste uger - og gnisten har været tændt i øjnene på dem, der har fået fat i en af de eftertragtede billetter.

Roskilde Festivalen er verdenskendt og har åbenlyst mange kvaliteter. Den har været og er rugekasse for mange unge, lovende musikere. Den er med til at placere Danmark på det musikalske og kulturelle verdenskort. Og den er et frirum for rigtig mange mennesker, der i en håndfuld dage lader hverdagen være hverdag og lader sig rive med af den gode musik, oplevelserne og samværet. Derudover er Roskilde Festivalen også blevet fortaler for en lang række andre tiltag - ikke mindst miljøet som har en særlig bevågenhed på festivalen.

Og så er den ganske enkelt blevet et begreb og en af sommerens helt naturlige faste begivenheder for mange unge - og de nu knap så unge - i foreninger, klubber og institutioner, som beskrevet i reportager i Folketidende fredag og lørdag. 

At festivalen står stærkt kan også aflæses af, at den har klaret sig trods skrammer og tragedier.

Det er også værd at notere, at Roskildefestivalen er blevet ophav til en lang række andre række større og mindre festivaler over hele landet.

Så der er god grund til at anerkende den gode idé og det store arbejde, som en gruppe mennesker fik for 40 år siden - og som der siden er blevet arbejdet hårdt på år efter år at udvikle og tilpasse tidens toner og temperament.

Offentliggjort Sidst opdateret