(ingen overskrift)

Af Karl Erik Watz


Da Dansk Folkepartis chefstrateg og gruppeformand Kristian Thulesen Dahl for nogle søndage siden stod frem og erklærede, at hans parti er parat til at gå i regering, og at partiet vel at mærke selv kan bestemme, hvornår det bliver, blev hans regeringsdrømme straks skudt ned af både Venstre og Konservative.

Ret hurtigt blev der dog stille om sagen - som om den fordampede i sommervarmen. Men det er med garanti ikke sidste gang, man har hørt til sagen. 

Det er klart, at DF efter ti år som trofast støtte for VK-regeringen er træt af at stå på sidelinjen uden rådighed over ministerbiler, selv om partiet har haft meget afgørende indflydelse på den politik, regeringen har udmøntet. Senest i forbindelse med regeringens spareplan, som efter DFs indgriben ikke minder meget om det oprindelige oplæg.

Men spørgsmålet er, om partiet vil få større indflydelse som regeringspartner. Partiet har jo ført sig frem som oppositionsparti med hyppig kritik af regeringen, men som medlem af regeringen må i hvert fald den offentlige kritik forstumme.

Man vil for eksempel næppe kunne opleve Peter Skaarups evindelige tilrettevisninger af ministre, kritik af lovforslag og så videre, hvis han selv var justitsminister.

Det uundgåelige spørgsmål er, om Venstre og Konservative i givet fald vil være i stand til at sige nej til et DF-krav om at komme med i en kommende ny borgerlig regering. Hvis Lars Løkke Rasmussen igen bliver statsminister, sker det ikke uden DFs hjælp, men også Liberal Alliance, der står til fremgang, kan komme ind i billedet.

Og netop det sidste kan være den egentlige baggrund for DFs taburetdrømme. Partiet vil ikke risikere at miste noget af sin nuværende magt ved at dele rollen som støtteparti med andre. Så der er ingen tvivl om, at DF vil sætte stærkt ind, hvis situationen indbyder til det.

Partiets magtfuldkommenhed er under alle omstændigheder demonstreret med en så umisforståelig kraft, at ønsket bliver svært at afvise, hvis Danmark fortsat skal have en borgerlig regering.