Ja - han kunne!

Efter et års intens debat og til tider skånselsløs kamp lykkedes det i nat for USAs præsident Barack Obama at hive den til dato største politiske sejr i hus. Reformen af sundhedssystemet er en realitet, og sundhedsreformens forandring af USA er stor.

Fremover vil hver eneste amerikaner – også de mellem 30 og 45 millioner, der i dag står uden for – blive omfattet af en sundhedsforsikring. Den nye lov tvinger dem simpelthen til det. Har man ikke råd, kan man få offentligt tilskud. Forsikringsselskaber må ikke længere udelukke kunder fra at tegne forsikring, fordi de eksempelvis allerede har været syge.

Det er historisk, at alle USAs borgere for første gang i landets historie nu er omfattet af en sundhedsforsikring, og med det vil Barack Obama skrive sig ind i historiebøgerne, som den præsident, der skaffede alle amerikanere en sygeforsikring.

Ja - han kunne. “Yes we can”, var Obamas mantra igen og igen under valgkampen. Indtil tidligt mandag morgen var det blevet ved snakken.

Mange politiske nederlag undervejs var ved at underminere og direkte true præsident Obamas position som forandreren: Klimaaftalen blev ikke den bindende aftale, der var håb om. Krigen i Afghanistan står i bedste fald i stampe. Freden mellem Israel og Palæstina ser ikke ud til at komme foreløbigt. Guantanamo er stadig åben, og det lykkedes ikke engang Obama at få OL til Chigaco. 

Men nu er sejren i hus. Vedtagelsen af sundhedsreformen, er den politiske sejr, der skulle til for at Obama skriver sig ind i historiebøgerne. Ikke bare som den første sorte præsident i USA, men som en præsident, der ændrer landet.

Loven er et kompromis efter en meget lang debat og perioder, hvor reformen har været erklæret helt død. Præsident Obama er en moderat og konsensusorienteret præsident, og han er ikke en præsident, der kerer sig om politik som spil. For ham handler politik om at gøre en forskel, om at han er i Det Hvide Hus, og kongrespolitikerne i Kongressen for at gøre en forskel.

Den forskel ser vi nu, og Præsident Obama har med sundhedsreformen ikke blot bragt sig selv på banen igen, men også fortsat sin tydelige forandring af USA, hvor landet bevæger sig langt mere i retning af Europas velfærdssamfund end nogen præsident før har været i nærheden af.

Ja - Barack Obama kunne og ville, da han skulle - det gjorde forskellen.

Offentliggjort Sidst opdateret