Jeg glemmer det aldrig

Hver eneste gang talen falder på 11.september fryser blodet til is. Det risler koldt ned ad ryggen og maven fyldes med ubehag.

Det er ikke datoen, det handler om - men det der skete 11.september for otte år siden i USA. Det voldsomme og ufattelige terrorangreb, der ramte flere steder i USA og kostede flere end 3.000 mennesker livet.

Billeder af de to fly, der flyver ind i World Trade Center i New York - de to tårne der synker i grus og efterlader en hel verden i chok. Hvordan kunne noget så ufatteligt ske - og hvem kunne få den infame tanke at gøre det?

Verden var med et forandret og for et kort øjeblik var vi alle amerikanere. Siden da har meget forandret sig. Daværende Præsident Bush udviklede sin særlige Bush-doktrin: Enten er I med os, eller også er I mod os. Der var ikke noget midtimellem i krigen mod terror. Og vi var alle med Bush og USA dengang. I dag ved vi, hvordan det gik, og verden forblev ikke samlet med USA i kampen mod terror og krigen mod al-Quaeda.

Det var også en gruopvækkende og forfærdelig dag for otte år siden. Det var ikke en dårlig B-film, der blev sendt direkte på tv verden over. Det var virkelighed. De små grå bylter, der faldt til jorden fra de brændende tårne var ikke bygningsdele - nej, det var mennesker, der i desperation kastede sig i døden for at undslippe flammehelvedet.

Aldrig mere 11.september svor vi alle dengang, og i slipstrømmen gav vi frit slag for alle hånde opstramninger af lovgivninger for at kunne bekæmpe terrorismen. Selv den mindste havn blev terrorsikret, og almindeligheder som vandflasker på et fly blev med et gjort ulovligt. Alt blev sat ind for at stoppe terroristerne.

Det store spørgsmål i dag er stadig: Har vi vundet kampen mod terror? Er verden blevet et sikrere sted at leve?
Desværre må vi sige nej. Efter krige i Irak og Afghanistan, der splittede vesten og USA, er al-Qaeda stadig ikke besejret. Bush lovede sejr over terroristerne og den fik vi ikke endegyldigt.

Verden oplever stadig terror, hvor de to angreb i Madrid og London står som de værste. Danmark er også blevet mere udsat, og PET melder i dag ud, at de konkrete trusler om terror mod Danmark bliver stadig mere alvorlige. Det er især Muhammed-tegningerne, der fortsat bliver ved at skabe stor uvilje mod Danmark i militante islamistiske kredse.

Derfor kan vi aldrig glemme 11.september.

Offentliggjort Sidst opdateret