Klimakampen skærpes

Offentliggjort Sidst opdateret

Klimanyhed nummer 1: Storbritannien og Irland oplever disse dage de værste oversvømmelser nogensinde efter massive regnskyl. Byer står under vand, broer er skyllet væk og skader for millioner af pund har ramt briterne og irerne.

Klimanyhed nummer 2: Isen i det østlige Antarktisk smelter hurtigere end hidtil antaget. Mange millioner ton is er smeltet siden 2006 og videnskabsfolk frygter, at den globale opvarmning kan føre til en hurtig smeltning af de enorme ismasser i det vestlige Antarktisk, der i øjeblikket har is nok til at hæve vandstanden i verdenshavene med op til fem meter, hvis isen smelter.

Klimanyhed nummer 3: Meget tyder på, at klimatopmødet i København om kort tid ikke ender med den endegyldige og juridisk bindende aftale, som mange har håbet på.

Det handler om klima og klimaforandringer hver dag, og i de kommende uger bliver vi tæppebombet med informationer om de problemer, der er med vores klima og natur. Jorden går ikke under, men der er ingen tvivl om, at vi nærmest bliver bragt i den tro, at det er tæt på, hvis ikke verdens politiske ledere når en aftale om at reducere forureningen.

Der har ikke været en dag i flere år, hvor ordet klima ikke har været en del af den offentlige debat. Mange virksomheder har fået en klimapolitik, kommuner har også fået en klimapolitik, og vi har alle lært at spare bare en lille smule på energien. Alligevel stiger vores samlede energiforbrug, og klimaforandringerne galopperer derudaf.

Der må ikke herske nogen tvivl om, at det er tvingende nødvendigt med en omfattende og bindende klimaaftalen mellem alle verdens lande. Derfor er det ærgerligt, hvis det ikke bliver i København, at aftalen kommer på plads. For hvornår sker det så?

Og mens vi er ved klimatopmødet. Selve det faktum, at der skal være et globalt topmøde i Danmark om klimaforandringer og hvad vi kan gøre for at stoppe de negative virkninger, har betydet, at det for alle i Danmark er blevet en meget nærværende problemstilling.

Men nu nærmer vi os klimaks med mødet – og hvad sker der så bagefter? Er vi derpå så trætte af at høre om klima, at vi slet ikke gider det mere? Dropper virksomhederne klimaprofilen og i øvrigt gør, som de gjorde før vi blev ramt af ”klimabølgen”? Bliver vi ramt af “klimakvalme”?

Eller er det rent faktisk gået op for os, at det handler om vores fælles fremtid.