Kongelig krise

Af K. E. Watz

Da Danmark Radio byggede det flotte koncerthus i Ørestaden, og udgifterne eksploderede, blev institutionens økonomi maltrakteret i en grad, så der måtte skæres voldsomt ned på produktionen og fyres adskillige medarbejdere.

Den samme konsekvens har Det Kongelige Teater oplevet efter ibrugtagningen af det flotte operahus på Holmen – selv om det som bekendt var en gave fra Mærsk Mc-Kinney Møller.

Men driften af prestigeprojektet samt det nye skuespilhus er så belastende, at Nationalscenens økonomi er spændt til bristepunktet, og sparekniven for længst er aktiveret. Ifølge teaterchef Erik Jacobsen er smertegrænsen nået og teatret ligefrem på vej ud i en eksistentiel krise.

I den kommende sæson spilles der 100 færre forestillinger, og der vil være færre sangere i operakoret, end da man kun havde Gamle Scene på Kongens Nytorv til rådighed, ligesom man vil være ude af stand til at fylde operahusets orkestergrav med musikere.

Samtidig er teatret i den situation, at billetpriserne ikke kan øges, fordi det allerede er sket i flere omgange, så smertegrænsen også dér er nået.

Set fra provinsen og især fra de såkaldte udkantsområder er det ikke den store katastrofe, at Det Kongelige Teater indskrænker antallet af teater-, opera- og balletforestillinger. Teatret koster hver enkelt dansker 100 kroner om året, og i virkeligheden er det kun de færreste, der har mulighed for eller lyst til at besøge de kongelige scener og betale de efterhånden ultrahøje billetpriser.

Derimod er det katastrofalt, at nedskæringen også kommer til at berøre teatrets turnéforpligtigelse. Antallet af kongelige turnéer til landets teaterforeninger er allerede minimeret kraftigt, og en yderlige reduktion vil faktisk være ensbetydende med en nedlæggelse af funktionen.

Det må stå klart for enhver, at Det Kongelige Teaters økonomiske krise ikke under den nuværende økonomiske krise, samfundet befinder sig i, skal løses med et endnu større statstilskud. Teatret må simpelthen rette op på sin økonomiske situation indefra. Det kan betyde endnu mindre aktivitet i de flotte huse i København, men kræfterne må samtidig samles om at undgå at ramme turnéerne. Ellers vil teatret ikke kunne påberåbe sig at være hele Danmarks nationalscene.

Offentliggjort Sidst opdateret